Lægestuderende: -Hvorfor må vi ikke hjælpe?

Andre steder i landet er man i fuld gang med at give lægestuderende kurser i at passe syge i respirator. Men i Region Midtjylland uddanner man kun et begrænset antal.

En række lægestuderende undrer sig over, at de ikke kan få lov til at hjælpe under corona-krisen. KLIK VIDERE OG SE SUNDHEDSSTYRELSENS 11 OFFICIELLE CORONARÅD, DER NETOP ER BLEVET UDSENDT. Foto: Christian Fomsgaard/Scanpix
Udgivet Opdateret

Hvorfor må vi ikke hjælpe til?

Sådan spørger en række lægestuderende, der undrer sig over, at så få af de midtjyske studerende, der har meldt sig til at hjælpe i corona-epidemien, kommer på kursus i at passe COVID-19-syge i respirator.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I Region Hovedstaden kommer 240 studerende på et såkaldt akut ventilatør-kursus, hvor de lærer at håndtere patienter i respiratorer. Og i Odense forventer man at uddanne 133 ventilatører.

I Region Midtjylland er der foreløbig kun planlagt kurser for 54 personer, oplyser koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen til Tv2 Østjylland.

Dét undrer de lægestuderende.

– Vi undrer os rigtig meget over, at man slet ikke er gået i gang med at uddanne flere. Der er blevet oprettet få ekstra kurser i Region Midtjylland, men slet ikke nok og ikke i det omfang vi ser andre steder i landet, siger Katrine Bønnerup, der er formand for Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) i Aarhus.

– Vi er bekymrede for, at der ikke er nok i beredskabet. og det kunne være en fordel at bruge de her stille uger på at uddanne flere.

Opfordret til at hjælpe

Da COVID-19-epidemien begyndte at rulle ind over Danmark kom myndighederne med et opråb til danske læge- og sygeplejestuderende:

Meld jer under fanerne! Vi kan få brug for rigtig mange hænder, lød budskabet.

Én af dem, der har forsøgt at melde sig, er lægestuderende Jacob Kühl Hansen, der læser på 8. semester på Aarhus Universitet. Han har dog hidtil løbet panden mod en mur, når han har forsøgt at registrere sig.

For for at blive en del af jobbanken skulle man indtil i går, tirsdag, enten have færdiggjort kurset som ventilatør eller sygeplejevikar.

– Jeg synes, det er lidt frustrerende. I starten fik vi en melding om, at det var vigtigt, at flest muligt medicinstuderende i Region Midtjylland meldte sig under flaget. Det ville jeg rigtig gerne være en del af, siger Jacob Kühl Hansen.

– Det virker underligt, at man uddanner så mange andre steder, mens man her i Region Midtjylland vurderer, at der måske ikke er behov eller i hvert fald er noget langsommere om at komme i gang med det.

Frygter mangel på personale

Foreningen af Danske Lægestuderende er udmærket klar over, at der i den nuværende situation ikke er overskud til fokus på den enkelte studerendes uddannelse. Foreningen frygter at de manglende kurser i Region Midtjylland kan få store konsekvenser.

– Vi frygter at stå i en situation, hvor man havde forventet at have nok hænder, men hvor der lige pludselig kommer den her top i epidemien, og hvor der ikke er nok personale til at passe respiratorerne. Det er det, som kan komme til at gå galt ligesom det er sket i andre lande, siger Katrine Bønnerup fra Foreningen af Danske Lægestuderende.

Fra foreningens side har de længe forsøgt at råbe Region Midtjylland op – indtil videre uden held.

– Vi håber, at det er fordi, der er styr på situationen, men vi opfordrer til, at man udnytter de lidt mere stille uger til at efteruddanne os, siger Katrine Bønnerup.

Lægestuderende Jacob Kühl Hansen er glad for endelig at være blevet en del af jobbanken, men undrer sig også over Region Midtjyllands håndtering indtil videre.

– Det virker underligt at man uddanneer så mange andre steder, men vurderer at der måske ikke er behov her eller i hvert fald er noget langsommere om at komme i gang med det.

I FADL har de tilbudt regionen og Aarhus Universitetshospital at hjælpe med at stable ekstra kurser på benene.

Der skal uddannes flere

I Region Midtjylland erkender de, at der skal uddannes flere ventilatører.

– Det er rigtigt, at vi skal have uddannet nogle flere til ventilatører, så de kan passe intensiv patienter. Vi har sat noget aktivitet i gang, men vi skal have endnu mere i gang, siger Ole Thomsen, der er koncerndirektør i Region Midtjylland

– Vi har oprettet tre kurser og det betyder så vidt jeg ved, at 54 lægestuderende kan være ventilatører. Vi skal have oprettet flere kurser og annonceret efter flere lægestuderende, siger Ole Thomsen, der forventer at der skal uddannes yderligere 100 ventilatører ud over de 54.

Han forklarer, at de i Region Midtjylland hidtil har fokuseret på at efteruddanne sygeplejersker til at kunne passe patienter i respiratorer og derfor ikke er nået til de lægestuderende endnu.

– Vi ved, at vi har plads til alle intensiv patienterne og respiratorer til alle intensiv patienterne. Så det vi mangler nu, er folk til at passe respiratorerne og her vil de lægestuderende spille en god rolle, siger Ole Thomsen.

Powered by Labrador CMS