Landsholdsback kæmper med knæskade: Er på 90 procent

Riza Durmisi er ikke helt på toppen, men han satser på at blive klar til kampene mod Polen og Montenegro.

Riza Durmisi håber at være helt klar til Danmarks kommende VM-kvalifikationskampe. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den danske venstreback Riza Durmisi sad over med en knæskade, da hans spanske klub Real Betis i fredags var i aktion mod Real Sociedad i Primera Division.

Mandag mødte han frem til landsholdssamlingen i Helsingør forud for VM-kvalifikationskampene mod Polen og Montenegro, men han er endnu ikke blevet sin skade kvit.

– Det er knæet, jeg er lidt bange for. Det er ikke på toppen, så nu tager jeg en dag ad gangen og får behandling. Så må vi se, hvad der sker, siger Riza Durmisi.

Den tidligere Brøndby-spiller satser dog på, han kan blive 100 procent klar til weekendens kamp i Polen.

– Det tror jeg godt, jeg kan. Hvis jeg ikke bliver 100 procent klar, skal jeg nok sige til. Men det er bare at lytte og mærke efter, hvordan det fungerer, siger han. Han understreger også, at man kun får mulighed for at se ham på banen, hvis der ingen kvaler er med knæet overhovedet.

– Hvis er der lidt, er det bedst at sige fra, så en anden kan gøre en indsats. Hvis jeg melder mig klar, er det fordi, jeg er 100 procent klar, lyder det fra Durmisi.

Er der næsten

Spørgsmål: Hvor mange procent vil du vurdere, at du er på?

– Jeg vil sige 90 procent, for formen er der. De sidste ti procent er på grund af knæet. Hvis smerterne er ovre, spiller jeg, siger Riza Durmisi.

Foruden fredagens møde med Real Sociedad missede han Betis’ kamp mod Malaga, men Durmisi er ikke bekymret for formen på nuværende tidspunkt.

– Den er ikke til at sætte en finger på, for jeg har trænet fuldt med holdet og gjort det, jeg skulle, siger Riza Durmisi. Han føler sig mentalt kampklar.

– Jeg har kun misset to kampe, men det betyder ikke noget, når man har trænet og spillet alle kampene, siden jeg kom til, siger Durmisi.

Sikker starter

Når Durmisi har været til rådighed, har han været et sikkert kort i Betis’ startopstilling. Han er en smule overrasket over den store tillid, han fra begyndelsen er blevet vist.

– Det har været fantastisk. Jeg tog derned for at spille. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle spille, men jeg havde regnet med, at jeg først ville være fast mand efter fem-ti kampe, siger Durmisi. Han er glad for, at der var brug for ham fra start.

– Men da jeg kom ind i miljøet, vidste jeg, jeg ville komme til at spille fra dag et, lyder det fra Durmisi.

Den 22-årige venstreback var blandt andet med mod FC Barcelona på Camp Nou, og om 13 dage skal han efter alt at dømme i kamp mod Real Madrid. Og mødet med de store klubber gør indtryk.

– Jeg skiftede også til Betis for at møde de helt store spillere og rykke mig yderligere for en dag også at komme til en af de store klubber, siger Durmisi.

Riza Durmisi fik debut på det danske landshold i 2015 og har i alt spillet 13 landskampe.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS