Legende lyd: Lasse har bygget bas i Lego

19-årige Lasse Vosegaard fra Risskov har bygget en bas ud af primært Lego-klodser.

Udgivet Opdateret

Fire strenge, to pickup’er, en trækasse, nogle ledninger og en hulens masse Lego-klodser. En fuldblodsbas, og den virker.

19-årige Lasse Vosegaard fra Risskov nord for Aarhus har haft fat i den mere end almindelige kreativitet, da han gav sig selv en udfordring, der kombinerer hans to interesser. For udover at spille bas og guitar, synes den unge gymnasieelev også godt om Lego-klodser. Af samme grund var det nærliggende at bygge en bas – ikke i træ, men i plastikklodser.

– Det er jo ikke sjovt bare at bygge en bas i træ, så jeg tog en gammel begynder-bas, jeg ikke brugte længere, fordi jeg siden har fået nye instrumenter. Jeg vil gerne lave noget, der overrasker, og jeg havde en gammel samling Lego-klodser liggende, og så gik jeg faktisk bare i gang, fortæller Lasse til Newsbreak.dk, da vi besøger ham for at se vidunderet.

Byggeriet gik i gang efter at have skruet den eksisterende bas fra hinanden. Formen blev skåret af en Lego-plade, og så gik han ellers bare i gang med at bygge. Og bygge. I alt tog det tre måneder at samle bassen.

Elektronikken

Sådan en bas skal jo også lyde af noget, og Lego-bassen kan man rent faktisk spille på. Det kræver naturligvis elektronik, før der kommer lyd ud af sådan et elektrisk instrument. Deri bestod udfordringen.

– Der er en trækasse inden i, fordi det var nødvendigt, så konstruktionen kunne holde, men ellers er det Lego, den er bygget af. Det elektriske var det sværeste, fordi der jo skulle være plads til det inde i bassen, og det var vigtigt at have det med i opbygningen, siger Lasse.

Han har med vilje ikke brugt lim til at samle klodserne, for det sikrer, at han kan skifte udseende på den, hvis han vil. Det er tydeligt, at det er iværksætteriet, der har drevet byggeren mod det noget aparte instrument-design.

Fremtiden

Det var slet ikke meningen, at bassen, der bare var et hygge-projekt, skulle have så megen opmærksomhed, men så opdagede Lasse Vosegaard en konkurrence om at fremvise sit mest imponerende instrument, og når man har en Lego-bas stående er det jo oplagt. Der fra gik det stærkt, og den megen opbakning til den unge bas-bygger har givet ham blod på tanden.

– Indtil videre er målet at vinde konkurrencen, men jeg har da tænkt over, om der er et marked for Lego-byggede instrumenter, så det er jeg da klar til at udforske, skulle det komme der til, siger Lasse, der har spillet musik, siden han var syv år.

Fordelen ved en bas af Lego er, at den aldrig rigtig bliver færdig. Med godt 53.000 forskellige Lego-elementer til salg på Bricklink lige nu er mulighederne uendelige, og Lasse er nok heller ikke færdig med at bygge instrumenter af klodserne.

– Men jeg kunne egentlig godt bruge en el-guitar, siger han.

Jubilæumsklodsen

Den 28. januar er faktisk en sjov dag med Lego-briller. Det er nemlig den dag, hvor det originale patent for klodsens opbygning blev underskrevet. Dermed kan Lego-klodsens patent denne dag fejre 61 års jubilæum.

Således kan vi kun sige tillykke – med en sang:

Powered by Labrador CMS