Legestativer fjernes på to legepladser

Legestativerne på de to legepladser i Christiansfeld bliver nu pillet ned. De udtjente legeredskaber er så nedslidte og rustne, at det ikke længere kan svare sig at reparere dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kolding Kommunes driftsfolk går i gang med at fjerne legeredskaberne på de to legepladser på henholdsvis Birkevej og Stålvej i næste uge. Der efter bliver der hurtigst muligt sat midlertidige gynger og balanceredskaber op, så borgerne i Christiansfeld stadig kan lege med deres børn eller børnebørn i området.

De gamle og udtjente legestativer bliver fjernet, fordi de ikke kan blive ved med at leve op til de sikkerhedsmæssige krav til legepladser.

– Vi har løbende renoveret legepladserne, men nu er de så slidte og rustne, at de ikke længere kan repareres. Legestativerne er desuden udformet på en måde, så vi desværre ikke kan nøjes med at fjerne de dele, som er for slidte og rustne. I stedet er vi nødt til at fjerne hele legestativet, siger Skov- & Landskabsingeniør i Kolding Kommune, Stine Houborg, i en pressemeddelelse.

Hvad der fremadrettet skal ske med de to legepladser, er på nuværende tidspunkt ikke afklaret. Teknikudvalget i Kolding Kommune vedtog i foråret 2016 en Legepladsstrategi for Kolding Kommune.

I øjeblikket arbejder Forvaltningen på en fremtidig kategorisering af de offentlige legepladser, som senere resulterer i en samlet plan for renoveringer af legepladserne i kommunen, som fremlægges til foråret 2017.

Powered by Labrador CMS