Legos lynvækst aftager: Tjener 9,4 milliarder

Den voldsomme vækst i Lego er stoppet op i 2016. Det viser tal fra selskabets præsentation af sit årsregnskab.

Lego fremlægger torsdag d. 9. marts årsregnskab for 2016 Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Væksten i Legos omsætning og resultat var i 2016 den laveste i næsten et årti.

Det viser regnskabet, der torsdag formiddag blev præsenteret på et pressemøde.

Lego omsatte for 37,9 milliarder kroner i 2016, mens nettoresultatet landede på 9,4 milliarder kroner.

Det var stigninger på seks og to procent og langt, langt under de vækstrater, Lego har leveret det seneste lille årti. For begge tal var det den laveste vækst siden 2007.

– Vi har haft en næsten overnaturlig vækst de sidste år. Nu skal vi have mere bæredygtig vækst.

– Vækst mere på linje med legetøjsmarkedets, måske højere, sagde administrerende direktør for Lego, Bali Padda, på pressemødet.

USA-salg står stille

Det var ifølge regnskabet delvist et presset amerikanske marked, der holdt Lego tilbage i 2016.

– Vores resultater i de modne markeder i Europa er opmuntrende, og vi ser fortsat et stort potentiale for vækst i Kina.

– I USA var forbrugersalget uændret i forhold til året før på trods af en betydelig stigning i marketingindsatsen i anden halvdel af året.

– Vi vil fortsat arbejde tæt sammen med vores partnere i detailhandlen for at finde nye muligheder for at forny os, styrke væksten og begejstre børn på dette vigtige marked, skriver Bali Padda i regnskabet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS