Løkke afviser EU-ed: Skadeligt at udelukke afstemning

Der er ingen grund til at lave en aftale, der udelukker afstemning om dansk EU-medlemskab, mener Løkke.

PLUS-historie. Denmark’s Prime Minister Lars Lokke Rasmussen (L) talks with European Parliament President Antonio Tajani, ahead of a meeting at the European Parliament in Strasbourg, France, February 15, 2017. REUTERS/Vincent Kessler
Udgivet Opdateret

Det kan være skadeligt for EU-debatten, hvis et politisk flertal går sammen om en aftale, der forhindrer, at der kan komme en folkeafstemning om det danske EU-medlemskab.

Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). De Radikale, Alternativet og SF har ellers lagt op til, at en sådan aftale endegyldigt kunne slå fast, at Danmark hører med i EU.

Men det ser statsministeren ingen grund til:

– Der er jo ikke nogen rysten på hånden. Danmark hører med i EU, og det gør Danmark så længe det står til mig. Vi skal ikke holde nogen folkeafstemning om det.

– Jeg forudser, at hvis vi begynder at lave aftaler om noget, der er helt åbenlyst, og som et markant flertal på Christiansborg går ind for, så giver man dem, der gerne vil den kritiske EU-debat en undskyldning for at føre frem, siger statsministeren.

Det sidste kunne være møntet på Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der nærmest greb udmeldingen fra De Radikale, Alternativet og SF som en appelsin i turbanen.

Ønsket om at udelukke befolkningen fra nogensinde at stemme om EU-medlemskabet viser, at de tre partier godt er klar over, at har en “dårlig sag”, mener Thulesen Dahl:

– Det er udemokratisk og ufolkeligt. At det samtidig kommer på en dag, hvor Folketinget holder en folkehøring om EU, virker helt tåbeligt, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS