Lønstigning giver fald i au pair-ansøgninger

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Antallet af au pair-piger i Danmark ser ud til at sætte bundrekord i 2015. Årsagen er de forbedrede vilkår, SR-regeringen indførte

Danske børnefamilier er tilsyneladende ikke parat til at punge ud med 4.000 kroner om måneden til en filippinsk au pair, der gør rent, stryger tøj og passer børn, skriver Avisen.dk.

Antallet af opholdstilladelser til au pairs ser ud til at dykke markant, og 2015 tegner til at sætte bundrekord.

Det sker, efter at en ny lov har givet au pair-piger mere i løn og pålagt værtsfamilier at betale både flybilletter, danskundervisning og diverse forsikringer.

FOA: Bruges som billig arbejdskraft

Fagforbundet FOA mener, at faldet i opholdstilladelser vidner om, at mange danskere har betragtet au pairs som billig arbejdskraft.

– Det er kedeligt, at beskedne forbedringer af au-pair-ordningen afholder nogle velhaverfamilier fra at bruge ordningen. Der sender et signal om, at mange velstillede danskere har været ude efter en ekstremt billig arbejdskraft i deres hjem. Og for mig at se har det også været en regulær udnyttelse af den billige arbejdskraft, siger forbundsformand Dennis Kristensen til Avisen.dk.

I årets første fem måneder er der kun givet opholdstilladelse til i 671 au pairs, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. En fremskrivning af tallet til resten af året viser, at kun cirka 1.600 au pairs får ophold i Danmark i år.

Det vil være mindst 300 færre sammenlignet med 2014, hvor 1.908 au pairs fik opholdstilladelse i Danmark.

Månedsløn på 4.000 kroner

Efter langvarig debat fik SR-regeringen i begyndelsen af 2015 opbakning til en forbedring af au pair-ordningen. Det skete med støtte fra Enhedslisten, SF og DF, mens V, LA og K holdt sig uden for aftalen.

Hvor en au pair tidligere fik 3.200 kroner i lommepenge om måneden, er beløbet nu steget til 4.000 kroner.

Ifølge SF’s arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge er antallet af opholdstilladelser til au pairs ved at finde et mere naturligt leje, end da der var tæt på 3.000 om året.

– Uanset at lønnen er steget, antager au pair ordningen karakter af lønarbejde og det er underbetalt arbejdskraft. Vi ser meget hellere få au pairs på bedre vilkår end mange au pairs på ringe vilkår, siger han til Avisen.dk.

Projektleder i Kirkernes Integrations Tjeneste, Hans Henrik Lund, tror ikke, at faldet af opholdstilladelser fortsætter.

– Der har været stor usikkerhed omkring den nye lov, men nu kender familierne vilkårene, og jeg forventer, at der vil være flere ansøgninger i efteråret. For mange velhaverfamilier betyder en lønstigning på knap 1.000 kroner om måneden til au pairen ikke alverden, og de vil fortsat have råd til at bruge ordningen, siger til Avisen.dk.

Powered by Labrador CMS