Magnussens teamchef sidestiller sine kørere på Haas

Den interne konkurrence på Kevin Magnussens nye team bliver skarp. Teamchefen håber, kørerne presser hinanden.

Kevin Magnussen er sidestillet med Formel 1-legenden Romain Grosjean på Haas-holdet. Foto: Jason Reed/Scanpix
Udgivet Opdateret

Kevin Magnussen og hans franske holdkammerat, Romain Grosjean, bliver i år sidestillet på Team Haas.

Det betyder, at holdet ikke har nogen reel førstekører, fortæller holdets teamchef, Günther Steiner, forud for søndagens grandprix i Melbourne.

– Jeg er sikker på, at Kevin Magnussen vil få Romain Grosjean op på et højere niveau end sidste år. Det er ikke kun noget, jeg forventer, det ved jeg, at han gør.

Vælger selv pit

At de to kørere vil blive ligestillet, vil man kunne se, når de to kørere skal i pit første gang i søndagens grandprix. Den Haas-kører, der ligger forrest i feltet, får lov at vælge, hvem der først kommer i pit.

– De vil være lige, og det er et af de principper, vi opererer med. Hvis den ene klarer sig bedre end den anden i kvalifikationen, så må han vælge pitstop først. Det er konkurrence, og det er sådan, at det er. Og det accepterer de begge.

Det relativt nye, amerikanske hold skal forbedre sig i forhold til sidste års debut, hvor det sammenlagt blev til 29 point i VM-serien.

Så klar er beskeden for den sportsligt ansvarlige hos Haas-teamet, Günther Steiner.

– Jeg føler, at vi har fået det bedste par af kørere, som vi kan få i vores position. Vi kan ikke forvente mere. Vi har to gode kørere. Og nu må vi se hvor god bilen er og få det bedste ud af den.

Kan hjælpe holdet

Magnussens franske teamkammerat, Romain Grosjean, forventer at danskeren vil løfte det amerikanske hold.

Sidste år fik holdet 29 point. Men det var franskmanden selv, der skrabede samtlige point sammen.

– Det kan hjælpe hele holdet, at vi har fået Kevin Magnussen til Haas.

– Kevin har stor erfaring fra tidligere fra store hold, så han ved, hvordan det hele virker. Vi har brug for to kørere til at score point til konstruktørernes VM, hvor vi vil ende højere end sidste år, siger Grosjean.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS