Mand brændte 758.000 kroner af på én vild weekend: Nu er han tiltalt for bedrageri
Der var en god grund til, at manden brugte de mange penge.
En 32-årig mand tog i en weekend på en vild indkøbstur i supermarkeder og indkøbscentre i Trekantområdet og Aarhus.
Det skriver Horsens Folkeblad, der også har forklaringen på, hvorfor manden valgte at købe mobiltelefoner, fladskærms-tv, mindst én Hästens seng samt en fabriksny Ford Fiesta og på den måde bruge mere end 758.000 kroner, inden Coop Bank anede uråd og fik kontoen, mandens kontokort var knyttet til, lukket.
Mandag sad manden i retten i Kolding. Her var han tiltalt efter den grove bedrageri-paragraf og mandatsvig, og her forklarede han, hvad der var gået forud for indkøbsturen. Horsens Folkeblad fortæller, at manden skyldte kriminelle bagmænd et større beløb for stoffer, købt på klods.
Da manden ikke kunne betale, måtte han finde en måde at slippe ud af gælden på.
– Jeg valgte den, der gik mindst ud over andre mennesker; at udlevere mit pas, kørekort og nem-id til de der folk. Og så begyndte jeg ellers at købe, mens de fulgte efter mig og overtog varerne efterhånden, forklarede den 32-årige i retten i Kolding mandag, ifølge Horsens Folkeblad.
Så begyndte transaktionerne
Han fortalte, at de mænd, han skyldte penge, havde oprettet en konto i Coop Bank i hans navn, og weekenden igennem fulgte de altså efter ham for at aftage de mange, mange varer han købte, og det var ikke småting:
– I Bilka i Vejle blev der købt elektronik for knap 100.000 kroner over to dage, mens Bilka i Horsens udleverede varer til manden for 49.000 kroner.
– I en Føtex i Fredericia blev der købt både gavekort, Oddset-spil samt cigaretter for i alt 47.242 kroner, dagen efter blev der brugt 48.000 kroner alene på Oddset-spil.
– I en anden Føtex i Fredericia købte manden ni Iphone 5S, inden han tog til Computer City i Horsens og købte varer for i alt 45.415 kroner. Salling i Aarhus fik også besøg; her blev der brugt knap 50.000 kroner, skriver Horsens Folkeblad.
Seng og en bil
Det var angiveligt her, at mændene bag bedrageriet fik nye idéer. Manden blev sendt til Vejle, hvor han brugte 137.000 kroner på designermøbler og lamper, hvorefter han i en anden butik købte en Hästens seng for 50.000 kroner.
Den dyreste handel blev foretaget i Viborg. Der blev oprettet en låneaftale med Ford Credit i Ballerup på 195.000 kroner. Manden hentede bilen for så at aflevere den til de mænd, han skyldte penge – fortalte han i retten.
Foruden de fysiske indkøbsture blev der også foretaget forsøgsvise indkøb på forskellige hjemmesider, blandt andet Fleggaard. Her blev handlerne dog annulleret.
Horsens Folkeblad skriver, at det endelige beløb i retten blev gjort op til mere end 758.000 kroner. Anklageren kræver, at manden får fængsel i op til et år og otte måneder, mens forsvaren appelerer for en lavere straf.
Dommen afsiges fredag.
Kilde: Horsens Folkeblad.