Mand går amok og angriber to kvinder med en hegnspæl

En 29-årig mand er blevet sigtet for vold og trusler, efter at han gik amok på Vorbasse Marked.

En 29-årig mand fra Esjberg tævede løs på både biler og forbipasserende fredag aften på Vorbasse Marked. Foto: René Lind Gammelmark
Udgivet Opdateret

Fredag aften var to veninder sammen på Vorbasse Marked, der hvert år afholdes syd for Billund. Den ene kvinde er 20 år gammel og fra Esbjerg. Den anden er 24 år gammel og fra Vejen.

Ved 21-tiden ser de to kvinder noget besynderligt. En 29-årig mand, der senere viste sig at være fra Esbjerg, gik rundt med noget stort i hænderne.

– De så det som et boldtræ. Han gik omkring og slog til bilerne, fortæller Kent Midtgaard, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til Newsbreak.dk.

De to unge damer beslutter sig for at tage fat i manden og få ham til at opgive sit forehavende. Det fik manden til at vende sin sære interesser imod kvinderne.

– Han overfalder så dem i stedet, og de bliver slået med det her boldtræ eller den her hegnspæl, fortæller Kent Midtgaard.

Trak måske også en kokkekniv

Der er tvivl om, præcis hvad manden brugte som slagvåben. Men sikkert er det, at han slog på begge kvinderne, og i den efterfølgende tumult blev kvinden fra Vejen sparket i ansigtet. Ifølge Ritzau trak manden også en 30 centimeter lang kokkekniv, da nogle forbipasserende forsøgte at holde ham tilbage. Da politiet var nået frem var kniven dog væk.

Den 29-årige blev anholdt af politiet, og på den efterfølgende tur ind mod stationen, fik han en sigtelse for trusler mod politiet med sig.

– Han modsætter sig anholdelse og udslynger skældsord mod dem og truer med, at han ved hvor de bor, og at han vil slå dem ihjel, har vagtchef Ole Eckholdt fortalt til Ritzau.

Den 29-årige blev sigtet for grov vold, ulovlig våbenbesiddelse samt for vold og trusler mod tjenestemand.

Manden har i retten erkendt at have overfaldet den ene af kvinderne, men volden mod den anden var utilsigtet. Ifølge mandens forklaring ramte han kvinden, da han sparkede ud, fordi nogen væltede ham om kuld og prøvede at overmande ham.

– I den situation mente dommeren ikke, at skaderne i sagen var store nok til at danne grundlag for varetægtsfængsling, siger Ole Eckholdt til Ritzau.

Powered by Labrador CMS