Melder ud om døde vaccinerede danskere

Lægemiddelstyrelsen vurderer sammenhæng mellem dødsfald og coronavaccinen som mindre sandsynlig.

En svært syg og en alderssvækket dansker, der har fået coronavaccine, er døde, oplyser Lægemiddelstyrelsen i en meddelelse.– I begge tilfælde er det Lægemiddelstyrelsens vurdering, at det er mindre sandsynligt, at der er sammenhæng med vaccinen, lyder det.Per 5. januar har styrelsen behandlet 79 indberetninger om formodede bivirkninger ved Pfizers to coronaleverancer. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

To danskere er døde, få dage efter at de er blevet vaccineret mod coronavirus.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en status på overvågningen af vaccinen.

I begge tilfælde vurderes det som “mindre sandsynligt, at der er sammenhæng med vaccinen”.

Det ene dødsfald var hos en svært syg borger med en “svær lungesygdom”. Personen var også påvirket af psykisk sygdom og modsatte sig behandling af lungesygdommen. Borgeren døde efter forværring af lungesygdommen, lyder det.

Det andet var en borger i “meget høj alder”, som i forvejen var svækket af alderdommen.

Der er ikke yderligere oplysninger om de to personer.

Danmark begyndte 27. december at vaccinere mod covid-19 med en vaccine udviklet af Pfizer og BioNTech.

Overvåger bivirkninger

Lægemiddelstyrelsen overvåger vaccinen og eventuelle bivirkninger nøje. Det samme gør myndighederne i andre EU-lande.

Indtil videre er der kommet 79 indberetninger om formodede bivirkninger ved vaccinen i Danmark. Der er vaccineret flere end 60.000 danskere.

De fleste var ikke-alvorlige og hovedsageligt kendte bivirkninger som smerte ved stikket, hovedpine, feber og muskelsmerter.

Alle har været forbigående. Nogle har dog krævet behandling af personalet på stedet, hvor vaccinationen har fundet sted. Andre har været indlagt kort tid.

Lidt mere end én procent af den danske befolkning har nu fået det første af to stik med vaccinen.

I første omgang er det ældre på plejehjem og dele af sundhedsvæsenet, som er blevet vaccineret.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Fredag ventes alle de plejehjemsbeboere, som ønsker at blive vaccineret, at have fået det første stik.

Powered by Labrador CMS