Melder ud om ny mutation

Sundhedsministeren vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt med nye eller forlængede restriktioner.

Sundhedsmyndighederne arbejder på at få opsat test, der kan bruges til at screene for, om folk er smittet med den mere smitsomme coronavariant, som har spredt sig fra Storbritannien. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Philip Davali/Scanpix
Udgivet Opdateret

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil ikke afvise, at mere smitsom coronavirus kan føre til nye restriktioner.

Det siger han i et skriftligt svar til TV2.

Heunicke vil således ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at indføre nye restriktioner eller at forlænge de nuværende restriktioner mod coronavirus.

Det vil ifølge Heunicke afhænge af, hvordan en mere smitsom virusvariant, der vurderes at have spredt sig til op mod 800 danskere, udvikler sig.

Meldingen kommer, efter at Statens Serum Institut (SSI) lørdag har offentliggjort en ny risikovurdering.

Her fremgår det, at der de seneste uger er registreret et stigende antal tilfælde af en ny og mere smitsom variant af coronavirus, der menes at have sin oprindelse i Storbritannien.

Hvis spredningen “som forventet” fortsætter, er det ifølge SSI usikkert, om de nuværende restriktioner er nok til at holde epidemien under kontrol.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Spredningen vil betyde, “at vi skal styrke vore smitteforebyggende tiltag eller fastholde dem i længere tid for at holde epidemien under kontrol”, står der i risikovurderingen.

Powered by Labrador CMS