Myndigheder fraråder nu alle rejser hertil

Udenrigsministeriet strammer rejsevejledning til blandt andet Italien, Iran og Østrig på grund af virusfrygt.

Udgivet Opdateret

Danske borgere bør droppe kommende ture til Italien og San Marino.

Det vurderer Udenrigsministeriet, der fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele Italien og San Marino på grund af coronavirus.

Det oplyser ministeriets borgerservice-kontor på Twitter.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Netop Italien er hårdt ramt af virusset. 9172 personer i landet er registreret smittet, mens 463 har mistet livet.

724 i Italien er erklæret raske efter at have været smittet.

Søndag opfordrede Udenrigsministeriet alle danskere i Norditalien til at skynde sig hjem, fordi særligt de nordlige regioner kæmper mod virusset.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke lande de danske myndigheder fraråder rejser til på grund af coronavirus.

Hele landet lukkes ned

Virussets greb om landet har fået Italiens premierminister, Giuseppe Conte, til mandag aften at brede en række tiltag ud. Før gjaldt de kun de nordlige regioner, men fra tirsdag er de rullet ud til hele landet.

– Den rette beslutning i dag er at blive hjemme. Vores fremtid og Italiens fremtid er i vores hænder. De hænder er nødt til at være mere ansvarlige end nogensinde før, siger Giuseppe Conte mandag aften.

Det betyder, at alle større forsamlinger bliver forbudt, folk bør kun gå ud for at tage på arbejde og i nødstilfælde, og skoler og universiteter i hele landet holdes lukket frem til 3. april.

Håbet er at inddæmme spredningen af coronavirusset.

Det danske udenrigsministerium har mandag aften også opdateret rejsevejledningerne til Iran, Østrig og Sydkorea.

Alle rejser til Iran frarådes, mens det for Østrig gælder alle rejser til skisportsområdet Ischgl og alle ikke-nødvendige rejser til delstaten Tyrol.

Ministeriet fraråder desuden alle rejser til byen Daegu og provinsen Gyeongbuk i Sydkorea.

Flere højrisikozoner

Mandag aften oplyste Rigspolitiet, at passagerer på fly, som ankommer til Danmark fra såkaldte højrisikozoner, ikke længere kan få adgang til lufthavnsområder, hvor der befinder sig andre passagerer.

Provinsen Hubei i Kina, hvor coronavirusset udspringer fra, er en højrisikozone.

Det samme var mandag aften de italienske regioner Piemonte, Lombardiet, Emilia-Romagna, Aostadalen, Veneto og Marche.

Det var sent mandag uvist, om premierminister Contes udmelding betyder, at andre dele af Italien vil blive regnet som højrisikoområder af de danske myndigheder.

Powered by Labrador CMS