Nej, nej, nej! Læge glemte stor klump gaze i halsen på 2-årig

En nordjysk læge glemte en stor klump gaze i halsen på en 2-årig dreng, efter at han havde opereret drengen.

En læge fra Nordjylland glemte tilsyneladende en stor klump gaze i halsen på en to-årig dreng efter en operation. Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

Da den 2-årige Hjalte Dam Boldt fra Brønderslev i Nordjylland skulle have fjernet sine polypper, blev det betegnet af lægen som en rutineopgave. Om lægen derfor tog lidt for let på opgaven, skal være usagt. I hvert fald glemte lægen under operationen en klump gaze på fem gange to centimeter i halsen på Hjalte. Det skriver nordjyske.dk.

Efter operationen ville Hjalte hverken spise eller drikke i flere dage, og han græd konstant. Fire dage efter operationen fik han et vejrtrækningsanfald, som fik hans forældre til at banke ham på ryggen. Det løsnede tilsyneladende gazeklumpen, som kom op af halsen på drengen.

– Det er sådan en situation, man ikke tør tænke til ende, for det kunne være endt på den værste tænkelige måde, siger Hjaltes mor, Jannie Dam Boldt nordjyske.dk.

Lægen, der opererede Hjalte, er i forvejen under skærpet tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at han sidste år opererede en dreng, der fik klinisk hjertestop og blev stærkt hjerneskadet efter operationen ifølge nordjyske.dk.

Ifølge Nordjyske afviser lægen forældrenes fremstilling af sagen, men vil ikke uddybe, på hvilken måde den er ukorrekt fremstillet.

Powered by Labrador CMS