Norge redder TDCs danske kundeflugt

TDC her fremgang i Sverige og Norge. Foto: Kim Haugaard/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Kundeflugten fortsætter fra TDC, som til gengæld tjener flere penge end for et år siden, takket være sin satsning på Norge.

TDC har på tre måneder mistet endnu 19.000 private mobilkunder, 40.000 fastnetkunder og 18.000 TV-kunder. Dertil kommer 19.000 erhvervsmobilkunder og 11.000 erhvervskunder på fastnettelefoni.

Som det sidste af de fire store teleselskaber i Danmark kom TDCs 1.-kvartalsregnskab torsdag morgen. Både omsætning og driftsresultat (EBITDA). Omsætningen er vokset fra 5.775 til 6.193 millioner kroner, mens driftsresultatet på et år er gået frem fra 2.451 til 2.474 millioner kroner. Men i forhold til oktober-december-kvartalet er der også her tale om en tilbagegang.

TDCs mobilkunder bruger færre penge hver måned, nemlig 116 kroner i januar-marts mod 119 i julekvartalet. Fastnetkunderne lægger hver 144 kroner om måneden i TDCs kasse mod 139 kroner op til jul, og på TV-siden er det gennemsnitlige månedsforbrug vokset fra 244 til 257 kroner på et kvartal.

Norge redder TDCs ære

Priskrigen på mobilområdet har stået på i snart ti år, og på det seneste har den bredt sig til erhvervsmarkedet, som teleselskaberne traditionelt har tjent bedre på i kraft af større og længerevarende aftaler. Her er TDCs omsætning på et år faldet fra 1.614 til 1.509 millioner kroner, mens driftsresultatet er dalet fra 1.112 til 948 millioner kroner.

Siden efteråret 2011 er TDCs mobilkundetal og fastnetkundetal faldet konstant, mens flere omvendt har købt internet- og TV-forbindelser hos telegiganten. Blandt andet har TDCs nærmeste konkurrent, norskejede Telenor, nappet en af de store statslige aftaler fra TDC.

Derfor brød TDC i september 2014 med sin hidtidige strategi om kun at være i Danmark og derudover drive erhvervsforretning i Skandinavien, altså Norge og Sverige, og investerede  i september 2014 12,5 milliarder kroner – lånt på gode betingelser – i at købe Norges næststørste kabel-TV-selskab, Get, med 500.000 kunder. Oveni YouSees egne 1,2 millioner danske husstande skulle det stille TDC stærkere, når der skulle forhandles gode priser med TV-kanalerne, lød begrundelsen.

Omsætningen i Norge er på tre måneder vokset fra 709 til 926 millioner norske kroner, mens driftsresultatet tilsvarende er vokset fra 241 til 349 millioner kroner.

Topchef: Vi er ikke tilfredse

»Vi er ikke tilfredse med udviklingen i Danmark, men overordnet set var 1. kvartal som ventet, og vi fastholder derfor vore forventninger for 2015,« siger TDCs topchef, Carsten Dilling, der har siddet i chefstolen i TDC siden juli 2012.

Han udtrykker »stor tilfredshed« med redsultaterne for Norge og Sverige.

TDC ejer lavprismobilselskaberne Telmore, YouSee Mobil (tidligere Onfone), Fullrate (som M1 er lagt ind under) samt Dansk Kabel-TV. I 2012 blev M1 lagt ind under Fullrate, mens Onfone smeltede sammen med kabel-TV-selskabet YouSee – Danmarks største kabel-TV-selskab – og ændrede navn til YouSee Mobil i december 2013.

TDCs nærmeste konkurrenter, Telia og Telenor, afventer en EU-godkendelse af, at de – formentlig hen mod slutningen af året – kan slå sig sammen i Danmark og skabe et selskab, hvis mobildel er lige så stor som TDCs. TDC er dog fortsat størst på også alle tre øvrige områder: fastnettelefoni, internetforbindelser og TV, hvilket er unikt i Europa.

Alle konkurrenterne stjæler kunder

Svensk-finske Telia, hentede i januar-marts endnu 25.000 mobilkunder og 4.000 bredbåndkunder og er nu oppe på 1,6 millioner mobilkunder, 118.000 bredbåndskunder og 117.000 fastnetkunder i Danmark. Til gengæld faldt driftsresultatet (EBITDA) på tre måneder fra 154 til 140 millioner svenske kroner (Telia opgiver ikke regnskabstal i danske kroner), det laveste i mere end tre år. Omsætningen faldt med 152 millioner kroner fra 1.574 til 1.422 millioner. Indtjeningsmargenen forbliver på 9,8 procent, som også var tilfældet i 4. kvartal, hvor Telia for første gang i mange år kom ned under 10 procent.

Danmarks fjerdestørste teleselskab, »3«, der også ejer lavprisselskabet Oister, vandt i januar-marts kun 1.000 nye mobilkunder efter adskillige kvartaler med omkring 20.000 ekstra kunder hvert kvartal. »3« har mistet en stor statsaftale, og en voldsom kundereaktion oven på beskyldninger om, at »3« ligger i skattely i Luxembourg ramte også, men administrerende direktør Morten Christiansen lover, at »3« i år vil hente 100.000 nye kunder. »3«-koncernen har nu 1.127.000 mobilkunder. Samtidig faldt omsætningen i 1. kvartal til 746 millioner kroner mod 757 millioner for et år siden og hele 940 millioner i julekvartalet, mens driftsresultatet var på 146 millioner kroner mod 152 millioner for et år siden og 163 millioner for tre måneder siden. Indtjeningsmargenen ligger på 20 procent – samme niveau som for et år siden.

Telenor, som kom med regnskab onsdag i denne uge, har de seneste to kvartaler valgt at mørklægge alle regnskabsoplysninger i Danmark undtagen selve kundetallet, fordi den norske koncern betragter det danske selskab som under afvikling. Telenor vandt i 1. kvartal 13.000 flere mobilkunder og har nu 1.966.000. Topchef Marek Slacik sagde onsdag til Berlingske, at han i april – altså efter regnskabets afslutning – har set, at det bliver stadig sværere at kapre nye kunder. Han kaldte 2015 »det største og sværeste slag om at tage og fastholde kunderne«.

Powered by Labrador CMS