Novo-aktie buldrer frem
Novo-aktien stiger fredag med over seks procent. Analytiker peger på recepttal fra USA efter pille-lancering
Recepttal tyder på, at den foreløbige lancering af Wegovy i pilleform i USA går godt.
Det siger Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker i AL Sydbank med fokus på blandt andet medicinalindustrien, til MarketWire.
- Det er meget, meget tidligt i lanceringen, men det receptudskrivningsoptag, vi har set her i uge to af lanceringen, ser egentlig ganske opmuntrende ud, siger han.
Det er ifølge analytikeren de nye tal, som får Novo-aktien til at stige fredag formiddag. Omkring klokken 11.30 stiger aktien 6,5 procent.
Søren Løntoft Hansen understreger over for MarketWire, at man skal være varsom med at tolke alt for meget på recepttal.
Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA, godkendte Novos Wegovy-pille 23. december.
Semaglutid
Pillen er et vægttabsmiddel, som består af semaglutid. Det er det samme aktive stof, som der er i Wegovy og Ozempic, som skal sprøjtes ind i kroppen.
Novo Nordisk meddelte 5. januar, at pillen nu var tilgængelig på det amerikanske marked.
Novo-konkurrenten Eli Lilly har også en vægttabspille på vej, men den er endnu ikke blevet godkendt af de amerikanske myndigheder.
Modsat Novos pille skal Eli Lillys pille ikke tages på tom mave.