Ny lov mod bande bekymrer eksperter

Justitsministeren vil tillade, at såkaldte tilfældighedsfund kan bruges i retssager uden særlig tilladelse.

I sit forsøg på at få opløst banden Loyal To Familia vil justitsministeren give anklagemyndigheden ret til at bruge såkaldte tilfældighedsfund som beviser i retssagen mod banden, uden at det er godkendt af en dommer. Det bekymrer flere juraeksperter. Foto: Scanpix Danmark Stf/arkiv/Scanpix
Udgivet Opdateret

I jagten på en opløsning af bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sendt et lovforslag i høring, som ifølge flere eksperter og jurakyndige organisationer kan få alvorlige retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Det skriver Politiken.

Forslaget skal gøre det muligt for anklagemyndigheden i den kommende sag om opløsning af LTF uden videre at inddrage beviser, som politiet er stødt på under aflytninger og i ransagninger, og som ikke er omfattet af en dommerkendelse.

Det bryder med den nuværende praksis, hvor den slags beviser først skal godkendes af en dommer, før de kan bruges i en retssag.

Går lovforslaget igennem, vil det ikke længere være nødvendigt.

– Stærkt betænkeligt

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard kalder i Politiken tirsdag forslaget for stærkt betænkeligt:

– Den foreslåede regel vil ikke blot forringe retsstillingen for en i dette tilfælde forbudt forening, men også for enkeltpersoner med tilknytning til foreningen, siger han til Politiken.

Forslaget drejer sig om såkaldte tilfældighedsfund.

Det er oplysninger, som politiet tilfældigt støder på, når de aflytter en borgers telefon, rum eller ransager et hjem.

Eftersom aflytninger og ransagninger er et alvorligt indgreb i borgerlige frihedsrettigheder, skal der i princippet indhentes en dommerkendelse, og indgrebet må kun anvendes, når der er mistanke om alvorlig kriminalitet såsom narkokriminalitet.

Skal beskytte borgere

I en efterfølgende straffesag må anklagemyndigheden som hovedregel kun føre beviserne mod den kriminalitet, som opfyldte betingelserne for indgrebet.

Reglen beskytter borgerne imod, at aflytninger og ransagninger benyttes i småsager og i flæng.

Justitsministeriet skriver i sit lovudkast, at forslaget kun omfatter sager om opløsning af en forening. Den formulering bekymrer Karoline Normann, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg:

– Det kan se uskyldigt ud, når det formuleres så bredt, men alle ved, at det specifikt drejer sig om, at skuffen med eksisterende tilfældighedsfund knyttet til LTF skal åbnes nu. Hvordan bestemmelsen fremadrettet vil blive anvendt mod andre foreninger, og om den generelt vil få betydning for mere lempelige efterforskningsmetoder hos politiet, vil kun tiden vise, siger hun til Politiken.

Powered by Labrador CMS