Nyt tilbud til pendlere: Kombiner bil og cykel

20 nye p-pladser gør det muligt at parkere bilen i udkanten af Kolding by og tage sin cykel fra et aflåst cykelskur og cykle de sidste kilometer til arbejde. Sådan lyder et nyt tilbud til bilpendlere, der arbejder i Kolding Midtby.

Der er mange fordele forbundet med at kombinere bil og cykel for bilpendlere, lyder det fra Kolding Kommune. Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Parker bilen i udkanten af Kolding by, tag din cykel fra et aflåst cykelskur og cykel de sidste kilometer til arbejde. Sådan lyder et nyt tilbud til bilpendlere, der arbejder i Kolding Midtby.

– Der er mange fordele forbundet med at kombinere bil og cykel for bilpendlere. Man slipper for at sidde i kø på indfaldsvejene i myldretiden, man slipper for at bruge tid på at finde en parkeringsplads inde i midtbyen, og så er den daglige motion klaret, når man sætter sig i bilen for at køre hjem. På den baggrund tror jeg, der bliver rift om de nye pladser, forklarer trafikplanlægger Gorm Baagøe Andersen fra Kolding Kommune og Kolding Cykelby.

20 p-pladser

To aflåste cykelskure i flot design er opstillet nær indfaldsvejene i den sydlige og den nordlige del af Kolding by.

•    Kolding Syd: Industrivej 2, ved Føtex – plads til 12 cykler
•    Kolding Nord: Bramdrupskovvej 40, bag Kolding Ketcher Center – plads til 8 cykler

– Andre kommuner har også cykelparkering for pendlere – typisk på samkørselspladser lidt længere uden for byen. Vi har rykket pladserne tættere på byen og placeret dem nær indkøbs- og fritidstilbud. Det øger trygheden, mindsker risikoen for hærværk og gør det mere overskueligt for pendleren at tage cyklen det sidste stykke til arbejde, siger Gorm Baagøe Andersen i en pressemeddelelse.

Først til mølle

De nye parkeringspladser til pendlercykler udlejes efter først-til-mølle-princippet – søg om p-plads til pendlercykel her www.kolding.dk/cykel-pcp. Frem til september er tilbuddet gratis, herefter kommer det til at koste 200 kr. årligt.

Når man lejer en p-plads, får man et adgangskort, som bruges til at låse cykelskuret op med. Skuret er oplyst og udstyret med knage og en lille stol, så man evt. kan skifte tøj før/efter cykelturen. Ved skuret er der også cykelpumpe.

Til efteråret evalueres ordningen i samarbejde med Føtex og Kolding Ketcher Center, som huser de nye cykelskure. Herefter vurderer kommunen, om der er behov for yderligere pladser.

De nye avancerede cykelskure leveres af Hitsa A/S i Hejls.

Powered by Labrador CMS