PAS PÅ: Falske lånefirmaer huserer på Facebook

- Det er selvfølgelig fup og svindel, og folk skal holde sig langt væk fra det

Offentliggjort

Advarsel om falske lånetilbud på Facebook

Falske lånefirmaer lokker danskere med billige lån på Facebook.

Svindlerne opererer fra Benin og bruger danske navne.

Låntagere risikerer identitetstyveri og tab af penge.

Forbrugerrådet Tænk advarer mod lån via sociale medier.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Citathistorie: TjekDet.dk

Julen nærmer sig. Det samme gør høje udgifter, og et forbrugslån kan være det, der sikrer julefreden.

En særlig type långivere lokker nu med meget billige forbrugslån på Facebook.

Lokker med lave renter 

"Få dit julelån nu! Hurtigt, nemt og sikkert – gør julen ekstra speciel. Ingen RKI-tjek, Ingen sikkerhed, Intet papirarbejde”.

Sådan lyder det for eksempel i et Facebook-opslag.

Låntilbuddene henvender sig på dansk og lokker med renter, der ligger en del under både almindelige banker og kviklånsfirmaer.

Men der er tale om svindel, skriver faktatjekmediet TjekDet, som har lokaliseret bagmændene.

De befinder sig i den vestafrikanske stat Benin.

Identificerede mindst 10 firmaer 

TjekDet har identificeret mindst 10 firmaer, der tilbyder de fristende lånetilbud på Facebook. 

Firmaerne går under navne som “FinnLån DK Gratis”, “Privat kredit og Hurtigt” og “Capitalyric”.

Facebook-siderne fungerer ved, at brugerne kommer i direkte kontakt med firmaerne, når de klikker på et opslag eller en annonce. 

Skriver på Messenger 

Chatfunktionen Messenger åbner, hvorefter korrespondancen går i gang. 

I beskedtråden præsenterer långiverne sig selv og de muligheder for lån, som de tilbyder. 

TjekDet har for eksempel fået tilbudt et lån på 500.000 kroner til en rente på 1,5 procent.

Ved at bruge en såkaldt “ip logger” i korrespondancen med svindlerne har TjekDet kunnet lokalisere, at de befinder sig i Benin. 

Rolf Høymann Olsen, der er forbrugerpolitisk rådgiver ved Forbrugerrådet Tænk, fraråder alle at kigge efter lån på sociale medier.

Alt føre til Benin

Alle ip-adresser fører til den samme adresse i Benins hovedstad Porto-Novo.

Der synes også at være tråde til Frankrig. 

Email-adresserne som svindlerne bruger, fører til flere virksomheder, der har forbindelse til et kontorhotel midt i Paris og en adresse uden for Paris, som tilsyneladende huser både en sauna- og stripclub, en restaurant og en natklub.

Skal betale 2500 kroner i "forsikring" 

Danskere, der vil låne penge, skal først oplyse navn, adresse, kontonummer, bank, indkomst og vedhæfte billede af pas.

 Derudover vil firmaet have indbetalt 2500 kroner i “forsikring”, før de kan udbetale lånet. 

Det er penge, som brugere aldrig ser igen, ligesom de kan blive udsat for identitetstyveri og yderligere svindel.

Fraråder alle 

Rolf Høymann Olsen, der er forbrugerpolitisk rådgiver ved Forbrugerrådet Tænk, fraråder alle at kigge efter lån på sociale medier. 

Om den nuværende svindel fortæller han:

- Det er selvfølgelig fup og svindel, og folk skal holde sig langt væk fra det. Hvis man har brug for at låne penge, skal man gå til nogle autoriserede låneudbydere i Danmark.

Har kontaktet låneudbyderne 

TjekDet har kontaktet låneudbyderne, som har reageret ved at lukke en af Facebook-siderne, men uden at svare på TjekDets spørgsmål. 

Virksomhedsejeren i Frankrig er ikke vendt tilbage på TjekDets henvendelse.

Powered by Labrador CMS