Pengegave til pensionister fra nytår
Fra det nye år kommer udbetaling til at stige, lyder det fra ATP
Over en million danskere kan se frem til lidt flere penge på kontoen, når ATP fra 1. januar 2026 hæver pensionerne med to procent.
Sådan skriver ATP i en pressemeddelelse.
Udbetaling stiger
For et gennemsnitligt medlem betyder det, at den årlige udbetaling stiger til 17.340 kroner.
Baggrunden for forhøjelsen er, at ATP’s økonomi står stærkt efter en periode med gode afkast. Det er fjerde gang siden 2016, at pensionsselskabet hæver udbetalingerne til medlemmerne. Sidst skete det for to år siden, hvor pensionisterne fik en stigning på tre procent.
11 milliarder kroner
Forhøjelsen vil samlet koste omkring 11 milliarder kroner, som bliver finansieret af ATP’s fælles midler.
Siden 2016 har selskabet brugt omkring 54 milliarder kroner på at øge pensionerne over fire omgange.
Stigende priser
ATP’s administrerende direktør, Martin Præstegaard, peger på, at mange stadig mærker konsekvenserne af stigende priser, og at forhøjelsen skal give medlemmerne lidt mere luft i økonomien.
Vurderer løbende
Han understreger, at ATP’s mål er at bevare pensionens købekraft, så den følger prisudviklingen i samfundet.
ATP’s bestyrelse vurderer løbende, om der er tilstrækkeligt med frie midler til at skrue op for pensionerne.
Siden 2016 er pensionen blevet forhøjet flere gange, og ATP forventer at fortsætte med at justere op, når økonomien giver mulighed for det.