Politiet advarer: Indsamlingen du IKKE skal støtte

Politiet advarer borgere mod at donere penge til indsamling for døvstumme. Det er en ulovlig indsamling, og inddriverne er ikke døvstumme. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Det er populært at samle penge ind til forskellige godtgørende formål, og det har lyssky typer nu fundet ud af at udnytte.

Flere borgere har i den seneste tid oplevet at blive kontaktet af personer, der under påskud af at være døvstumme samler ind til støtte for netop døvstumme.

Politiet advarer nu om, at man giver penge eller andre oplysninger til indsamlerne, der altså ikke har helt rent mel i posen.

Fænomenet er kendt fra blandt andet Tyskland, hvor personer henvender sig med et stykke papir til udfyldelse af personlige oplysninger, hvor efter der kræves penge. Alt sammen uden at sige et ord.

Flere tilfælde

I det seneste døgn har borgere på Sjælland henvendt sig til politiet med bekymringer omkring denne form for indsamling.

Nordsjællands Politi har modtaget et signalement af i hvert fald to inddrivere, der benytter sig af denne metode.

Der er tale om:

En kvinde, østeuropæisk af udseende, 20 til 25 år, almindelig af bygning, brun i huden med sort mellemlangt hår, sat op som hestehale. Hun var iført sort jakke, mørke jeans og bar på en sort skrivemappe.

Og en mand, ligeledes østeuropæisk af udseende, 20 til 25 år, almindelig af bygning, brun i huden, sort kort hår, og så havde han tyndt fuldskæg. Han var iført mørkt tøj og bar også på en sort mappe.

Politiet oplyser, at borgere havde set en del østeuropæere i Hørsholm, der forsøgte sig med samme indsamlingsmetode.

Også Midt- og Vestsjællandsk Politi beretter om ulovlig døvstumme-indsamling.

I Ringsted var det en kvinde, mellemøstlig af udseende, 18 til 23 år, 160-165 cm høj, spinkel af bygning med sort mellemlangt hår. Hun medbragte et blåt skriveunderlag med en indsamlingsliste.

På denne baggrund råder politiet borgere til at være skeptiske og spørge efter indsamlingstilladelsen, da en sådan er påkrævet i Danmark.

Powered by Labrador CMS