Politiet kræver 400 mio. kr af Ekstra Bladet

JP/Politikens Hus. Foto: Christian Lindgren/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Politiet vil præsentere JP/Politikens Hus for en bøde på over 400 mio. kr., fordi myndighederne mener, at Ekstra Bladet mod den danske lovgivning har givet annonceplads til internationale bettingfirmaer som Betfair, Ladbrokes og Unibet.

Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Ekstra Bladet har i flere år bragt annoncer fra flere udenlandske bettingfirmaer og har efter politiets opfattelse på den måde haft ulovlig indtjening, da de udenlandske selskaber ikke har bevilling af Skatteministeriet til at udbyde spil i Danmark.

Anklagemyndigheden vil derfor konfiskere 415 mio. kr. af JP/Politikens Hus i en straffesag. Beløbet er det anslåede udbytte, som mediehuset skal have fået ud af at lægge plads til spilleannoncerne.

Ekstra Bladet har angiveligt bragt de ulovlige annoncer fra 2003 til 2011. Det er Københavns Politi, der har rejst sagen.

Powered by Labrador CMS