Porsche drønede forbi politiet

En vanvidsbillist blev snuppet i politikontrol fredag aften

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Fredag aften var et par færdselsbetjente på færde på Ringvejen og de omkringliggende veje i det vestlige Aarhus.

De var ude for at se, om de kunne nappe billister i for høj fart. Og det kunne de snildt.

Blandt andet røg en 35-årig mand i fælden. Han kørte alt for stærkt på Silkeborgvej ved Birkeparken, hvor der er en fartgrænse på 50 kilometer i timen.

Porschen drønede forbi politiet og blev mål til at køre mindst 115 kilometer i timen.

Politiet fik fat på Porsche-føreren og tog kørekortet fra ham på stedet.

Dobbelt op på straf

En fartoverskridelse på over 100 procent betragtes som vanvidskørsel, og det vil normalt udløse en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder.

Men da manden næsten lige havde fået kørekortet tilbage efter en tidligere frakendelse, blev det doblet op til et års frakendelse. Desuden venter der ham en bøde på 6000 kroner.

Derudover delte de to betjente to klip og en betinget frakendelse af kørekortet ud fredag aften.

Powered by Labrador CMS