Regeringen sender sms til alle

Der vil være håndsprit, masser af frisk luft og god afstand på landets 1383 valgsteder, som åbner tirsdag

Mandag får alle borgere over 18 år, der er tilmeldt NemSMS via e-Boks en SMS fra regeringen.
Udgivet Opdateret

Den stigende smitte med coronavirus kan gøre nogle bekymrede for at stemme til kommunal- og regionalvalget tirsdag.

Men fra både regeringen, Kommunernes Landsforening og Sundhedsstyrelsen lyder det klart, at de cirka 4,7 millioner stemmeberettigede kan være trygge ved at stemme ved et af landets 1383 valgsteder.

Til de vælgere, som er bekymrede, lyder opfordringen, at krydset sættes mellem klokken 10 og 15.

Det er på det tidspunkt, at der normalt er færrest stemmer på valgstederne.

Valgstederne har åbent fra klokken 8 til 20.

Sendes som SMS

Opfordringen vil i løbet af mandagen blive sendt i en sms-besked til de borgere, som er tilmeldt NemSMS via e-Boks.

- Det er trygt og sikkert at stemme i morgen, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) på et pressemøde om coronasituationen ved kommunal- og regionalvalget.

Det er op til den enkelte kommune at vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige, men overordnet handler det om at sikre god afstand mellem vælgerne, masser af håndsprit og masser af frisk luft.

Derudover kan man medbringe sin egen kuglepen, og det vil også være muligt at stemme fra sin bil, hvis man er smittet med coronavirus eller er særlig sårbar.

Et lille fald

Selv om det klare budskab fra regeringen, KL og Sundhedsstyrelsen er, at det er sikkert at stemme, forventer Kaare Dybvad (S) alligevel, at der kan komme til at være et lille fald i stemmeprocenten.

- Der er ingen grund til at være bekymret for at gå ned at stemme, men der kan jo være et lille fald. Vi har ikke noget bud på, hvad vi forventer.

Han fortæller, at flere vælgere i år har brevstemt. Det endelige tal er ikke opgjort.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Powered by Labrador CMS