Region mørklægger notat i bestikkelsessag

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Region Sjælland hemmeligholder helt centrale dele af den rapport, der viser potentiel millionsvindel i den omfattende bestikkelsessag, som for alvor tog fart i juni.

Rapporten, som er udarbejdet af Rambøll, konkluderer, at regionen har købt for 132,2 millioner kroner IT-udstyr, der ikke har været udbudt i konkurrence på »behørig« vis. Men flere kritiske afsnit, som angiveligt handler om problemer med fakturering og leveringsadresser, bliver holdt hemmelige uden en rimelig begrundelse, vurderer to forvaltningseksperter.

Det er Region Sjællands IT-direktør, Per Buchwaldt, som har fået oplysningerne pillet ud af rapporten. I stedet har han lagt dem over i et fortroligt notat, som kun regionens øverste ledelse og Bagmandspolitiet må se. det viser regionens korrespondance med Rambøll, som Berlingske Nyhedsbureau har fået aktindsigt i.

Fra Region Sjællands side forsvarer man mørklægningen af dokumentet med, at det sker af hensyn til efterforskningen.

»Regionen har ikke nærmere kendskab til Bagmandspolitiets arbejde i sagen, og på denne baggrund kan regionen ikke vurdere, hvilke dele af teksten i notatet der kan udleveres, og hvilke dele der er undtaget fra aktindsigt på grund af hensynet til politiets efterforskning,« lyder det i et skriftligt svar til Berlingske Nyhedsbureau.

Jurist: Mangler begrundelse for undtagelse

Men regionen kan ikke uden videre hemmeligholde dokumentet for offentligheden, forklarer forvaltningsrådgiver og forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen.

»Der er ikke givet en konkret begrundelse, og det er nødvendigt for at kunne undtage det her fra aktindsigt. Regionen skriver kort sagt, at den ikke kan vurdere, om det kan skade politiets efterforskning. Den har altså ingen vurdering af, om dokumenterne kan undtages, så begrundelsen holder ikke,« siger han.

Heller ikke adjunkt på Syddansk Universitet og forfatter til flere forvaltningsretlige bøger Hanne Marie Motzfeldt mener, at regionen kan holde oplysningerne hemmelige uden videre.

»Det er et helt almindeligt krav, at myndigheder skal oplyse deres sager ordentligt, inden de træffer afgørelse. Det er ikke sket. De skal først spørge Bagmandspolitiet, om det kan skade efterforskningen, hvis informationerne kommer frem. Inden det er gjort, giver det ingen mening at give et afslag,« siger hun om hemmeligholdelsen af det omstridte notat.

“Alvorlig karakter”

Regionsrådets næstformand, Peter Jacobsen (DF), afviser kritikken, og fastholder, at regionen ikke kan lægge noget frem af hensyn til politiets efterforskning. Han understreger samtidig, at notatet vil blive udleveret, når efterforskningen er tilendebragt.

»Vi synes ikke, at der er noget, der ændrer sig i forhold til det, vi har sagt. Der er en dialog med politiet, og når efterforskningen er overstået, er situationen en anden,« siger Peter Jacobsen.

Han lægger dog ikke skjul på, at indholdet har en »alvorlig karakter«.

»Notatet efterlader flere spørgsmål end svar. Vi skal have vendt være en sten, og det skal gøres ordentligt,« siger næstformanden.

Mandag mødes regionens forretningsudvalg igen for at drøfte sagen.

Powered by Labrador CMS