Rekord: Så mange penge samlede Røde Kors ind

Foto: Simon Kjove Bohr/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

De fleste danskere har sandsynligvis fået uventede gæster søndag, hvor Røde Kors har afviklet deres årlige landsindsamling.

Og en del tyder på, at indsamlerne ikke er gået fra huse og lejligheder landet over med tomme bøsser.

Således oplyser Røde Kors søndag aften, at årets indsamling sprænger alle rekorder og ender på hele 25,5 millioner kroner. Det er fem millioner kroner mere, end der blev samlet ind i fjor og hele otte millioner mere end i 2013.

»Vi er både stolte og ydmyge over, at danskerne vælger at give os så mange penge til vores hjælpearbejde. Vi har i år haft omkring 8.000 indsamlere flere end sidste år, og det har gjort en kæmpe forskel for os. En stor tak til alle de, der gik på gader og stræder, og til alle de, der puttede penge i bøsserne,« siger generalsekretær Anders Ladekarl i en pressemeddelelse.

Penge øremærket til katastrofer

Pengene er først og fremmest øremærket kommende katastrofer, men det giver også nødhjælpsorganisationen mulighed for at styrke indsatsen i det krigshærgede Syrien og i de nærområder, hvor millioner af flygtninge opholder sig. Anders Ladekarl er ikke i tvivl om, at det store fokus på den omfattende flygtningekrise har været medvirkende til, at 22.000 danskere har dedikeret en fridag til den gode sags tjeneste.

»Jeg er ikke i tvivl om, at den kraftige fokus, der har været på de tragiske forhold i og omkring Syrien og den flygtningestrøm, som vi har været vidne til, har været stærkt medvirkende til de mange indsamlere og det fine resultat. Ud over den aktuelle indsamling har vi de seneste måneder samlet et pænt beløb ind til netop ofrene for krigen i Syrien,« siger Anders Ladekarl.

Mandag vil yderligere syv millioner blive tilført hjælpearbejdet i forhold til den store flygtningestrøm – både i Syrien og nærområderne og i Europa.

Derudover vil fire millioner fra indsamlingen blive fordelt til hjælpearbejde i Ukraine, Yemen, Myanmar og Liberia.

Powered by Labrador CMS