RUC vil spare fem millioner på el og varme

Foto: RUC/Facebook
Udgivet Opdateret

RUC sætter gang i en af de største energi-renoveringer af sin art i det offentlige byggeris historie. Renoveringen skal spare fem millioner kroner om året

RUC vil spare fem millioner kroner årligt ved at energi-renovere. Renoveringen kommer til at tage to år at gennemføre og koster 77 millioner kroner.

Efter renovationen vil RUC nedbringe sin CO2-udledning med 12.. tons, hvilket svarer til forbruget i 183 parcelhuse.

– RUC viser vejen for offentligt byggeri med en besparelse på 22 procent af energiforbruget. Derfor vil jeg arbejde for, at de andre universiteter – og i øvrigt også kommuner og andre offentlige institutioner – vil lade sig inspirere af projektet. RUCs eksempel viser nemlig, at investeringer i energirenoveringer betaler sig hjem både i form af lavere el- og varmeregninger og markant mindre udledning af CO2, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Det er Siemens, der leverer løsningen på RUC, og de garanterer den årlige energibesparelse på fem millioner kroner.

Garantien gælder fem år og tager højde for både energiforbrug til vedligeholdelse, drift og brugeradfærd.
Samarbejdet mellem RUC, Siemens og Bygningsstyrelsen, der er bygherre, gennemføres via en såkaldt ESCO-model og er den hidtil største af den art i Danmark. I Bygningsstyrelsen håber man, at modellen vil få andre af landets universiteter til at følge trop:

– Universiteterne har store potentialer for energibesparelser, og vi er glade for samarbejdet med RUC om at rykke energiforbruget ned på et forbilledligt lavt niveau. Vi vil gerne udvikle lige så gode løsninger sammen de andre universiteter, som både møder universiteternes behov og sikrer dem store energibesparelser, siger konstitueret direktør i Bygningsstyrelsen Kristian Lyk-Jensen.

Powered by Labrador CMS