S og K siger også nej til indgreb i kommuneskatten

Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

S, K og LA er enige. Skattetrykket i kommunerne skal ikke styres af Folketinget, som Dansk Folkeparti foreslår

Hverken Socialdemokratiet eller De Konservative kan se en god idé i, at politikerne på Christiansborg skal fastsætte en fælles kommunal skattesats på tværs af landets kommuner.

Det samme har Liberal Alliance tidligere mandag tilkendegivet, og dermed ser Dansk Folkepartis forslag ud til at smuldre allerede kort efter, at formand Kristian Thulesen Dahl (DF) præsenterede det i Ugebrevet Mandag Morgen.

Han mener, at man ved at fastsætte en fast skatteprocent, som alle kommuner skal rette sig efter, undgår en situation, hvor man kan spekulere i, om det kan betale sig at flytte til en anden kommune.

Samtidig vil Thulesen Dahl have et ensartet serviceniveau i alle kommuner.

Socialdemokratiets kommunalordfører, Simon Kollerup, er dog bekymret for, at forslaget vil ramme almindelige familier hårdt, ved det han kalder for “chok-skattestigninger”.

– Jeg er ikke sikker på, om man som familie er klar til at betale flere tusind kroner ekstra i skat, hvis man bor i for eksempel Slagelse eller Vejle Kommune.

– Det er gift for den måde vores lokale velfærd bliver tilrettelagt på, og det er gift for rigtig mange menneskers privatøkonomi, siger han til Ritzau.

Dansk Folkeparti har ikke fortalt, hvor højt de ønsker skattetrykket skal være.

Men skal det totale provenu i kommunale skatteindtægter være det samme, som alle landets kommuner har i dag, skal det kommunale skattetryk være på 24,9 procent, viser en udregning fra Skatteministeriet.

Brian Mikkelsen, De Konservatives skatteordfører, har heller ikke meget til overs for forslaget, som han frygter vil få Danmark til at gå i stå.

– Ved at putte alle i samme skuffe kan Danmark gå i stå. Kommunerne vil ikke have noget motiv til at gøre noget bedre, hvis man er sikker på pengene kommer ind alligevel.

– Den nuværende konkurrence er god for alle kommuner, som selv kan vælge at sige, om de vil satse på at gøre noget for de unge, de ældre eller for erhvervslivet. Så kan man selv vælge, hvor man vil bo ud fra de vilkår, siger Brian Mikkelsen.

Kommuneskatten svinger i dag med mere end fem procentpoint fra kommune til kommune.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS