Sådan løber du dig til et vægttab

Løb er en vej til vægttab. Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Løb har som motionsform oplagte fordele, hvis du gerne vil tabe et par kilo. Læs her, hvordan du får mest mulig vægttab ud af dine løbesko.

Du kan sidde stille og tabe dig, men uden motion kan det blive en lang og sej kamp. Og særligt én motionsform kan gøre vejen til et varigt vægttab mere overkommelig.

I en travl hverdag, hvor motion ikke er førsteprioritet, kan løb være sidefedtets værste fjende. Læs her, hvad du kan se frem til, når du bliver venner med dine løbesko.

For den erfarne løber og løbeblogger Camilla Dam-Johansen var løb ikke kærlighed fra første færd. Det tog et par måneder, men så var hun også bidt af det.

I dag er løb stadig motiverende, fordi det er så fleksibelt, og det giver hende lov til at leve af andet end havregryn og avocadoer.

– Jeg forsøger at leve et liv, hvor der stadig er plads til god mad og søde ting. Mange kan godt blive lidt kalorieforskrækket, men jeg er ikke typen, der tæller kalorierne. Det gode ved løb er, at man altid kan snøre op og komme af sted, hvis man synes, man fik spist lidt for meget, siger Camilla Dam-Johansen, som skriver om løb på sin blog fitnrun.dk.

Hun kalder den selv en “sundhedsrealitisk” blog om løb, fordi der, som hun siger, skal være plads til at hygge sig og leve normalt, når man ikke træner.

Vægten var da også hendes største bekymring, da hun første gang iførte sig et sæt løbetøj. Camilla Dam-Johansen har aldrig fulgt et løbeprogram, men altid løbet, når hun havde lyst, men hyppigt nok til, at det kunne ses på vægten.

Hvis tiden er afgørende, behøver du heller ikke afsætte flere timer, mener løber og cand.scient. i human ernæring, Camilla Spagner.

– Det kan være en fordel at løbe en kortere tur på måske 5 kilometer i et bakket terræn, da træningen på den måde bliver mere intens. Hvis du bor i en større by, kan du søge mod parker, hvor der er bakker, som kan gøre løbeturen varieret. Det styrker forbrændingen og gør træningen mere effektiv, end hvis du løber på flad vej, siger Camilla Spagner.

Derfor er løb perfekt til vægttab:

1) Bekvemmeligheden

Du kan løbe, når du vil, og hvor du vil, og træningen starter ofte allerede fra din dørtærskel. Derfor er sandsynligheden for, at du kommer af sted også større.

2) Efterforbrændingen

Har du trænet intensivt og givet den gas op ad bakkerne, kan du glæde dig over, at kroppen fortsætter forbrændingen, når du er kommet hjem, så du i princippet taber dig, mens du ser fjernsyn.

3) Effektiviteten

En halv times træning fra du starter til du er hjemme igen er ofte alt, hvad der skal til.

4) Afhængigheden

Men selvom det altså ikke behøver tage lang tid at løbe, vil du højst sandsynlig opleve, at du bliver bidt af det. Så selvom det kan være hårdt og træls, er der en belønning. Løberne kalder den “runner’s high”, og den vil hjælpe dig igennem de kommende efterårsdage.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS