Sænker prisen for 800.000 kunder

Elnetselskabet N1 har opkrævet 50 millioner kroner for meget, som nu skal betales tilbage via lavere priser

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Elnetselskabet N1, der forsyner 800.000 hjem og virksomheder med strøm, sænker de såkaldte nettariffer i december.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at der er blevet opkrævet 50 millioner kroner for meget, som nu skal betales tilbage.

Klare rammer 

Nettariffer er den pris, man betaler for at få sin strøm transporteret gennem elnettet og ud i stikkontakten.

Det er en del af den samlede elpris, som eksempelvis også udgøres af den rene elpris, afgifter og moms.

- Som elnetselskab har vi klare rammer for, hvor meget vi må opkræve fra vores kunder til at finansiere driften og investeringerne i elnettet, siger Lise Bering, der er administrerende direktør i Elnetselskabet N1.

800.000 elkunder skal betale lidt mindre for at få transporteret strøm ud i stikkontakterne i december.

Sænker prisen 

- Selvom vi i år er gået marginalt over vores indtægtsramme på knap 2,3 milliarder kroner, skal pengene selvfølgelig retur til vores kunder, og derfor sænker vi tarifferne en smule i december.

Tilbagebetalingen svarer til en besparelse på cirka 38 kroner for en typisk husstand.

Forbrugerne bør dog være forberedte på, at nettarifferne hæves en smule næste år. Det skyldes, at forbruget løbende bliver større.

Derfor skal investeringerne også følges med, siger Lise Bering videre.

Skifter fossile brændstoffer ud 

- Vi begynder for alvor at se, at flere dele af samfundet skifter de fossile brændstoffer ud med eldrevne alternativer - måske bedst illustreret ved det hastigt stigende antal elbiler på de danske veje.

- Det betyder også, at elforbruget stiger markant, og vi forventer at skulle investere et rekordhøjt beløb på to milliarder i at udvide og fremtidssikre det danske elnet i 2026, siger Lise Bering.

Powered by Labrador CMS