Salg af løs snus forbydes af Folketinget

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Folketinget har torsdag stemt for et forbud mod salg af løs snus, skriver Altinget.dk.

Det var ifølge netavisen med Venstres stemmer, at forslaget kom igennem Folketinget.

Dermed er Danmark kommet ud af EU-Kommissionens klør, der tilbage i 2012 advarede om, at Danmark med salget af løs snus kunne se frem til en retssag ved EU-Domstolen. Det skyldtes, at Danmark ifølge kommissionen ikke levede op til tobaksdirektivet fra 1992. Sidste år stævnede EU-Kommissionen så Danmark.

Den hedengangne SRSF-regering forsøgte allerede i marts 2013 at få salg af løs snus forbudt, men kom i mindretal, da daværende sundhedsminister Astrid Kragh (S, dengang SF) stillede forslag om et forbud mod salg af løs snus og lignende tobaksprodukter. Men forslaget fik ikke opbakning fra støttepartiet Enhedslisten, og da oppositionen heller ikke ville følge EUs påbud, endte SRSF-regeringen i mindretal.

Ifølge Altinget.dk gælder forbuddet kun salg af løs snus. Snus i poser har i lang tid været forbudt i alle EU-lande undtagen Sverige.

Powered by Labrador CMS