Sidste chance 28. maj

Alle voksne danskere har mulighed for at brevstemme fra onsdag

Udgivet Opdateret

Den 1. juni skal danskerne til stemmeurnerne for at deltage i folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.

Hvis man derimod vil brevstemme, så kan det allerede lade sig gøre fra onsdag.

Det skriver Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Man kan afgive sin brevstemme i alle landets kommuner og ikke kun den kommune, hvor man har bopæl.

Man kan møde op på et borgerservicecenter for at stemme, men nogle kommuner gør det også muligt på eksempelvis biblioteker.

Hvis man allerede har brevstemt, så er det ikke muligt at stemme på valgdagen. 

Statsminister Mette Frederiksen (S)
Statsminister Mette Frederiksen (S)

Nyeste stemme tæller

Det er dog muligt at brevstemme igen inden for fristen. Det er nemlig den nyeste stemme, der tæller.

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vedrører forsvarsområdet.

Hvis Danmark stemmer ja og afskaffer forsvarsforbeholdet, betyder det, at vi kan være fuldt med i EU's fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde.

Stemmer danskerne nej, består forbeholdet.

Folkeafstemningen kommer på baggrund af den politiske aftale, der blev indgået som del af et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik 6. marts.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, De Konservative, SF og De Radikale.

Det er muligt at brevstemme til og med lørdag den 28. maj.

Powered by Labrador CMS