Spritny politistation i berygtet kvarter

Mandag blev Østjyllands Politis nye lokalpolitistation i Gellerupparken indviet.

Udgivet Opdateret

Blixens er Aarhus Kommunes nye kontordomicil i Gellerupparken i Brabrand ved Aarhus og en del af områdets helhedsplan.

For cirka 50 medarbejdere ved Østjyllands Politi bliver det deres fremtidige arbejdsplads.

Mandag klippede rådmand Bünyamin Simsek den røde snor – og så kunne lokalbefolkningen og andre interesserede tage både betjente, politi- og biler i øjesyn.

Østjyllands Politi flyttede 9. april fra den gamle adresse i indkøbscentret City Vest – men det er altså først mandag, der er officiel indvielse af den store bygning. Og dermed og den nye politistation, hvori også Forebyggelsessektionen fremover vil have til huse. I den sektion er halvdelen civilt ansatte.

I små hold blev de interesserede – der fortrinsvis bestod af voksne – ført op på tredje sal, hvor den nye lokalpolitistation, hvor fotografering er forbudt, hører til.

Afhøring og tagterrasse

Her mødes borgerne af et forkontor, eller en form for reception. Derudover består den af kontorer, afhøringslokaler, et briefingrum og et ‘venterum’ – ikke at forveksle med en detention.

En detention skal have overvågningskameraer, det har dette rum ikke. Hører man til den ustyrlige slags, kommer man derfor ned på hovedstationen.

En lille feature, som findes i den nye station, er fjernstyret skyl i toilettet – på den måde kan eventuelle anholdte ikke skylle noget ud i toilettet.

Briefingrummet benyttes til morgenbriefing med politikredsens andre ‘afdelinger’: Hovedstationen, Grenå og Randers.

Derudover er der også mulighed for at få taget sit billede, fingeraftryk og anden sagsbehandling.

Stationens forskellige rum omkranser frit udsyn de tre etager ned. Derudover har den også en tagterrasse med udsigt over store dele af byen.

De betjente, der er tilknyttet lokalstationen kører mellem klokken 15 og 23 almindelig patrulje i Gellerup, Brabrand og Bispehaven.

Heste- og hundekræfter

Foran Blixens havde Østjyllands Politi opstillet flere køretøjer – nogle med indhold.

Sille Markvart havde taget sønnen Frederik med for at se på nogle af politibilerne . Sidste år var Frederik nede og se den store politistation.

– Men der var han kun tre år, siger Sille Markvart, der sammen med sønnen indtager den store politimotorcykel.

Her tager en af betjentene et billede af mor og søn, der herefter kan tage til Skødstrup med oplevelsen af at hilse på en kommende politihund og fornemmelsen af 1300 kubikcentimeter mellem benene.

Åbningen af stationen kom dog ikke til at gå hverken stille eller upåagtet hen. Rasmus Paludan var i netop Gellerupparken. En større gruppe var utilfreds med hans tilstedeværelse, og da den passerede den nye politistation, kom utifredsheden til udtryk. Det kan du læse mere om i artiklen: Åbningsfest forstyrret.

Fordele

Den ny station ligger blot 800 meter fra den tidligere. Det har dog ikke betydet, at der hverken kommer flere eller færre forbi stationen, der officielt har åbent mandag til fredag mellem klokken 10 og 12. Man bliver dog ikke smidt på porten, hvis man dukker op uden for åbningstiderne.

Politiet er selv kommet med ønsker til indretningen og placeringen har gjort, at nogle ting i sagsbehandlingen er blevet lettere.

Blixens

  • Rummer godt 1.000 kommunale arbejdspladser
  • 750 medarbejdere i magistratsafdelingen for Teknik og Miljø
  • 220 medarbejdere fra Familiecentret hos Sociale Forhold og Beskæftigelse
  • Østjyllands Politi har en afdeling med 50 medarbejdere
  • Bygningen er i alt 22.800 kvadratmeter
  • Blev i marts 2019 udsat for omfattende hærværk: 47 ruder til en værdi mere end en million kroner blev smadret

Kilde: Aarhus Kommune/Århus Stiftstidende

– Vi ligger lige ved siden af Ungerådgivningen. Så hvis vi har anholdt en mindreårig, så er de lige ved siden af, siger politikommissær Jens Henrik Bruun Jensen, der sammen med kollegaen Klaus Hvegholm Møller er ledere af lokalpolitistationen i Aarhus Vest.

Powered by Labrador CMS