Statsministeren mindes: Vi står skulder ved skulder

Helle Thorning-Schmidt og Kronprins Frederik. Foto: Claus Bech/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Mange tusinde mennesker deltog i mindehøjtideligheden for de dræbte i weekendens to terrorangreb i København.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt opfordrede i en tale mandag aften ved en mindehøjtidelighed på Østerbro i København til, at Danmark står sammen efter weekendens terrorangreb.

– Vi står skulder ved skulder. Muslimer, jøder og kristne, mennesker af forskellig politisk overbevisning. Vi står sammen som danskere, sagde hun i sin tale.

Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun talte foran en tusindtallig skare på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro i København.

Her blev ofrene for terrorangrebene i København mindet med et minuts stilhed, ligesom opbakningen til ytringsfriheden og demokratiet blev markeret, mens de mange fremmødte fik en lejlighed til at fordøje weekendens begivenheder.

– Vi er fulde af sorg. Vi er tynget. For hvordan skal vi reagere, når terror rammer vores land?

– Vores svar er klart: Når andre forsøger at skræmme os og splitte os, er vores svar altid et stærkt fællesskab. sagde statsministeren i sin tale.

Hun opfordrede også til, at man ikke lod sin hverdag påvirke af de voldsomme begivenheder.

Vi står fast på, at vi vil leve et almindeligt liv, hvor vi går til møder og til fest. Vi vil leve, som vi vil, og vi er dem, vi er. Og i aften holder vi hinanden i hånden, sagde hun.

Foruden statsministeren og de mange tusinde fremmødte deltog en lang række andre ministre og partiledere også i ceremonien, ligesom kronprins Frederik også var mødt op.

Fra udlandet deltog Sveriges statsminister Stefan Löfven, ligesom Norge blandt andre var repræsenteret af udenrigsminister Børge Brende.

Talerne blev suppleret af musik og sang fra blandt andre Pernille Rosendahl og Marie Carmen Koppel.

Mindehøjtideligheden var arrangeret af samtlige partier i Københavns Borgerrepræsentation.

Allerede sent lørdag aften blev begivenheden annonceret på Facebook, og siden har mere end 21.000 mennesker tilkendegivet, at de deltager.

Politiet skønner, at omkring 500 tog turen i samlet flok fra den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København og ud til Østerbro.

Og da beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev bød velkommen, var der ifølge politiet 30.000 mennesker samlet.

Over resten af landet har man arrangeret lignende mindehøjtideligheder, blandt andet i Århus, hvor mellem 2000 og 3000 mennesker ifølge politiet blandt andet holdt et minuts stilhed for de to ofre for attentatmanden.

Men også i Esbjerg, Aalborg, Odense, Svendborg og flere andre byer samledes borgere for at mindes de dræbte og markere sammenhold.

I Svendborg skønner Fyns Politi, at mellem 1000 og 1200 mennesker mødte op.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS