Stines mareridt: Flere rideskoleheste udsat for mishandling

Nogle drenges kådhed bliver nu en dyr affære. Og en større en at komme over for 15 heste.

Udgivet Opdateret

Den aften og nat de fleste danskere fejrer med kransekage, champagne og fyrværkeri, blev nærmest en mareridts-agtig en af slagsen for Stine Pinholt, der er daglig leder af Stenbjerggaard Rideskole i Espergærde; natten mellem 31. december og 1. januar modtager hun en sms.

– Jeg får en sms af en, der har set, at nogle drenge har lagt noget på de sociale medier, siger Stine Pinholt til Newsbreak.dk.

Det, drengene har lagt op, får en forfærdet Stine i bilen og afsted til rideskolen: Drengene har nemlig brudt ind – og sluppet flere heste løs.

– Så jeg logger ind på videoovervågningen. Her kan jeg se fire drenge ride på de små ponyer, siger Stine Pinholt.

Da Stine når frem til rideskolen kan hun se, at flere døre står åbne. To bokse er åbne, ligesom nogle døre også er åbne.

– Inde i stalden ser jeg to løse heste, som jeg får ind i boksene igen, siger Stine.

Stine Pinholt fortæller, at hun på det tidspunkt er ved at gå i panik.

– Så jeg ringer til politiet, siger hun.

15 af 43 er sluppet fri

En hurtig tur rundt på rideskolen og en lige så hurtig optælling når frem til, at i alt 15 heste ud af rideskolens i alt 43, er sluppet løs.

Flere personer deltager i eftersøgningen af de løse heste.

– Vi har piger ude at kalde på dem, en person på en ATV og mig i en firhjulstrækker, siger Stine Pinholt.

Nogle af hestene har ifølge den daglige leder af rideskolen været ude at løbe på vejen, de bliver nemlig fundet på en privat skovsti i området.

Tre ponyer mangler

Til sidst er de 12 af 15 heste fanget ind – men stadig mangler de tre små ponyer.

– Jeg tror, at de har hørt pigerne kalde, for pludselig kommer de alle tre galloperende ind på rideskolen, siger Stine Pinholt.

På rideskolen går man i gang med at gøre skaderne op. Skaderne på de firbenede, forstås.

En hest har fået et spark, en pony er halt på det ene bagben, en 30-årig gammel hest er måske sparket eller styrtet.

– Og en havde fået et sår på læben, så dyrlægen måtte klippe et stykke hudlap af, siger Stine Pinholt.

Nu er flere af hestene i medicinsk behandling.

Erstatningssag mod drengene

Rideskolen har valgt at køre en erstatningssag over for drengene – der alle er omkring de 16 år gamle.

Det var brugere af rideskolen, der hjalp politiet med at identificere to af drengene, der nu kan se frem til en større erstatningssag.

– Bare dyrlægeregningerne alene løber op i over 20.000 kroner. Så kommer alt det materielle oveni, siger Stine Pinholt, og fortsætter:

– Jeg er frustreret og arrig over, det kan ske. Jeg tror, at hestene nu til næste nytår får en forfærdelig aften, slutter hun.

Powered by Labrador CMS