Stor ændring for vaccinerede

Sundhedsministeren vil forkorte gyldigheden af coronapasset efter to vaccinestik og for tidligere smittede

Coronapassets gyldighed skal justeres igen, mener regeringen. (Arkivfoto)
Coronapassets gyldighed skal justeres igen, mener regeringen. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Regeringens støtteparti De Radikale bakker op om at forkorte gyldigheden af coronapasset.

Det siger sundhedsordfører Christina Thorholm (R).

Netop det anbefaler Sundhedsstyrelsen, og den anbefaling vil regeringen - og altså også De Radikale - bakke op om.

- Det viser sig, at man er beskyttet i kortere tid af de vaccinationer. Derfor er det vigtigt, at coronapasset passer sammen med den beskyttelse, der er, så folk bliver revaccineret i forhold til at reducere smittespredningen.

Forkorte mere

- Derfor virker det som et godt tiltag at forkorte. Og spørgsmålet er, om man skulle forkorte endnu mere, siger Christina Thorholm.

I forhold til om gyldigheden skal forkortes endnu mere, vil De Radikale dog først afvente de sundhedsfaglige råd fra de relevante myndigheder.

Hos oppositionen skal Venstre først drøfte emnet internt, inden man melder ud. Det oplyser sundhedsordfører Martin Geertsen (V).

Skåret yderligere

Konkret vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forkorte gyldigheden af coronapasset efter to vaccinestik og for personer, der tidligere har været smittet.

Det oplyste Sundhedsministeriet onsdag til TV 2.

Ifølge Heunicke skal coronapasset skal være gyldigt i fem måneder, efter at personer over 18 år har fået andet vaccinestik.

Der var ellers lagt op til, at gyldigheden fra midten af januar skulle være syv måneder. Så der bliver skåret yderligere to måneder af, hvis forslaget bliver en realitet.

Anmoder om anbefaling

Samtidig lægges der op til, at coronapasset skal være gyldigt i fem måneder, hvis man har haft covid-19.

Aktuelt er varigheden seks måneder. Så det vil sidestille længden af gyldigheden af coronapas efter tidligere smitte med det, der fås efter to stik.

Heunicke har anmodet Epidemikommissionen om at vurdere anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen og komme med en indstilling.

Epidemikommissionen rådgiver Folketinget og regeringen om covid-19.

Her skal coronapasset i brug

Se her, hvilke steder passet skal i brug:

* Indendørs restauranter og caféer. Takeaway-steder og indendørs servering på sociale tilbud er undtaget.

* Nattelivet, herunder partybusser med alkoholservering, natklubber og diskoteker.

* Kultur og forlystelser. Er der over 200 deltagere, skal der vises coronapas ved for eksempel koncerter, teater, biografer og museer.

Er der over 2000 deltagere udendørs, skal der vises coronapas ved for eksempel fredagens landskamp i Parken og forlystelsesparker.

* Kirkelige handlinger som for eksempel begravelser, barnedåb og gudstjenester, hvis der er over 200 deltagere.

* Aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet, hvis der er over 200 deltagere. Det samme gælder konferencer.

* Der er desuden krav om coronapas for besøgende på sociale tilbud, på sygehuse, i fængsler og arresthuse. Det gælder dog ikke for eksempelvis nære pårørende.

Kilde: Coronasmitte.dk
Powered by Labrador CMS