Store skader: IC3-tog brager ind i traktor
En traktor og et tog er fredag eftermiddag stødt sammen i en jernbaneoverskæring ved Aabenraa.

Fredag eftermiddag kort før klokken 15 har en traktor og et IC3-tog været involveret i en ulykke ved Bjerndrup nær Tinglev.
Toget kørte ind i traktoren i en jernbaneoverskæring lige vest for Bjerndrup på jernbanestrækningen mellem Tinglev og Sønderborg.
– Der er er traktor med vogn, der er på vej over sporet, og da den er næsten ovre rammer toget ind i vognen på traktoren, fortæller Ole Aamann, der vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
– Traktoren får så voldsomt et skub, at den bliver væltet om på hovedet, siger han videre.
Ingen personer i toget kom til skade ved det voldsomme sammenstød, men den traktorføreren, en 24-årige mand fra Rødekro-området, blev på stedet vurderet til at være lettere tilskadekommen.
– Han får selvfølgelig en flyvetur og bliver kørt på sygehuset. Her lyder meldingen, at han er uskadt, siger Ole Aamann.
Politiet er nu i gang med at undersøge ulykkesstedet. Der er blandt andet kaldt en bilinspektør og medarbejdere fra Banedanmark til stedet.
Jernbaneoverskæringen har ingen bomme, men der er blink, oplyser Ole Aamann.
Både toget og traktoren skal nu fjernes, før der kan åbnes op for togtrafikken på strækningen igen, og det kan ifølge Ole Aamann godt blive en større opgave at få fjernet toget.
– Det har fået en del skader, siger vagtchefen.
Han kan ikke oplyse, hvor hurtigt toget kørte, da sammenstødet skete.
DSB oplyser, at der er indsat togbusser på strækningen resten af aftenen.