Stump fra meteorit fundet

Familie fra Ejby har fundet stykke fra den meteor, der lørdag aften fløj over Danmark.

Der er fundet en stump fra meteoren, der lørdag aften fløj over Danmark. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Der er fundet en stump fra meteoren, der lørdag aften fløj over Danmark. Fundet er sket ved Ejby ved Glostrup på Sjælland. Det skriver DR Nyheder.

Lørdag aften var flere danskere vidne til et kraftigt brag efterfulgt af et usædvanligt lysglimt på himlen, og siden har nysgerrige sjællændere været på udkig for at finde meteoritten.

Og ifølge DR Nyheder er det en familie fra Ejby, der har fundet meteoritten, der ligner en sort sten.

Har sendt et billede

Familien sendte et billede til Henning Haack, der er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum. Og han var ikke i tvivl om, hvad han så.

– Jeg var 99 procent sikker på, at det var den, da jeg så billedet, siger han til DR Nyheder.

– Det er sandsynligt, at der vil blive fundet flere stumper i Ejby og omegn, fortæller Henning Haack.

Han tilføjer, at der er størst chance for at være heldig, hvis man leder i en radius af 10 til 20 kilometer fra Ejby.

Men ifølge DR Nyheder forventer Henning Haack, at de største stumper vil blive fundet vest fra Ejby.

Tag et billede

Hvis man mener at have fundet en meteorit, bør man tage billeder af den, der hvor man finder den, inden man samler den op.

Statens Naturhistoriske Museum har udlovet en findeløn – størrelsen fastsættes dog først, når meteoritten afleveres. Meteoritter er såkaldt danekræ og skal afleveres til Statens Naturhistoriske Museum.

Det er ikke sjældent, at en meteor når ind i jordens atmosfære og giver et lysende spor på himlen på grund af den opvarmning, der kommer ved gnidning med atmosfæren.

Det er dog sjældnere, at den når helt ned på jordoverfladen i form af en meteorsten eller meteorit.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS