Tidligere Falck-ansat undrer sig: Hvordan hænger regnestykket sammen?

Tidligere byrådsmedlem i Kolding, Hans Erik Adsbøl, undrer sig over, at Falck blev skrottet i hele Region Syddanmark. Han er utryg ved at Bios nu skal etablere sig i Danmark. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Tidligere byrådsmedlem i Kolding, Hans Erik Adsbøl, undrer sig over, at Falck blev skrottet i hele Region Syddanmark. Han er utryg ved at Bios nu skal etablere sig i Danmark.

Falck fik det røde kort efter et udbud af ambulancekørslen i Region Syddanmark. I stedet skal Responce og hollandske Bios klare ambulancekørslen fra september næste år.

Men det undrer Hans Erik Adsbøl, der er tidligere byrådsmedlem i Kolding og tidligere ansat ved Falck, at udenlandske firmaer kan gøre det så meget billigere.

– I forhold til priserne ved jeg, at Falck, ved de gennemførte udbud i henholdsvis Region Midt og Nord, har genvundet opgaverne på det præhospitale område. Derudover vandt Falck udbuddet i Roskilde-området, hvor Falck var billigere end både Roskilde Brandvæsen og Region Sjællands eget kontrolbud. Derfor undrer det mig, at en udenlandsk virksomhed kan være så meget billigere i forhold til en pris, der tidligere har vist sig meget konkurrencedygtig. Ikke mindst når man tænker på, at begge virksomheder kører efter samme overenskomst – og den største udgift netop er løn og personaleomkostninger, fortæller Hans Erik Adsbøl til Newsbreak.dk.

Priserne fra Falck og Responce lå i følge Hans Erik Adsbøl tæt på hinanden i Trekantområdet, hvorimod Bios lå markant under.

– Kan det lade sig gøre, at drive det til den pris BIOS har budt?, spørger Hans Erik Adsbøl og fortsætter:

– Jeg ved det ikke, men hvis det kan, må jeg medgive, at der må have været betalt for meget før. Jeg er utryg ved, at et udenlandsk firma med i øjeblikket 120 medarbejdere indenfor ambulancetjenesten i Holland, nu skal til at etablere så krævende og kritisk en organisation fra bunden i Danmark. Samtidig regner de med at kunne drive det så betydeligt billigere end hvad den tidligere leverandør og Responce mener, at det skal koste.

– Kan de rejse kapitalen til en sådan opstart – og kan de fastholde en sund og økonomisk stabil virksomhed i hele kontraktperioden på op til 10 år – eller kan vi risikere, at de går konkurs før tid? Selv hvis de lykkedes med at rejse kapital, skal de jo stadigvæk udvikle og indkøbe nye ambulancer, finde egnede steder til stationer, skabe IT systemer, der sikrer, at der møder kompetente folk på arbejde osv. Derudover skal de jo have tilstrækkeligt mange uddannede ambulancereddere, forklarer Hans Erik Adsbøl.

Han har desuden læst, at Responce skal have 140-150 og Bios skal have omkring 500-550. Det er i alt omkring 700.

– I følge medierne har Falck omkring 670 reddere, så allerede der vælter korthuset i mit hoved. Derudover må man vel forvente, at der ved skiftet, rejser flere fra Falck og nogle går sikkert på pension med mere. Hvordan vil Bios og I som ansvarlige politikere i Region Syddanmark sikre, at der er tilstrækkeligt med uddannede reddere til at varetage sikkerheden i ambulancerne? Hvordan vil I og Bios sikre, at der også fremover er nok, når man kun skal uddanne omkring 2 procent hvert år? Personaleomsætningen i samfundet er da større? Ender vi borgere i Region Syddanmark med at stå med en udhulet ambulancetjeneste, der efter kort tid kuldsejler, slutter Hans Erik Adsbøl.

Bios overtager fra september 2015 ambulancekørslen i hele den syddanske region, bortset fra Trekantsområdet, hvor det dansk-tyske selskab Responce skal køre.

Region Syddanmark forventer en besparelse på 600 millioner kroner over den tiårige periode, aftalen gælder.

Powered by Labrador CMS