To personer brændt ihjel: Sagen trækker tråde til prostitutions-mafia

Sag om voldsom mordbrand har tilsyneladende fået et gennembrud i april.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen om en voldsom mordbrand mod et bordel på Heimdalsgade i Aalborg i januar har nu taget en uventet drejning, men har også nået et gennembrud af rang. Polsk politi har nemlig anholdt seks personer med tilknytning til organiseret kriminalitet.

Hidtil har Nordjyllands Politi været usædvanlig tilknappet med henblik på udtalelser og detaljer i sagen, men det skyldes den helt særlige efterlysning, der altså krydser flere landegrænser.

Efterforskningen, der er foregået i et samarbejde mellem dansk og polsk politi, tyder nemlig på, at et antal polske formodede gerningsmænd kørte fra Polen til Danmark og antændte den voldsomme brand, og umiddelbart herefter vendte de tilbage til Polen igen. Seks personer er nu anholdt og mistænkt i sagen.

– Vi har haft kontakt til de polske myndigheder under hele forløbet, og det vil vi naturligvis fortsat have under sagens videre forløb, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen, der understreger, at politiet ikke kan udtale sig yderligere i sagen.

Ofrene

En af de ting, det hidtil har været umuligt for pressen at få svar på, er de afdødes identiteter. To personer brændte ihjel i bygningen, der ifølge Newsbreak.dks oplysninger fungerede som et bordel, og det eneste, politiet ville melde ud var, at der er tale om en mand og kvinde.

I en pressemeddelelse udsendt søndag – i kølvandet på polske mediers historier om anholdelsen – oplyser politiet nu flere detaljer.

Det ene offer blev identificeret som en 30-årig kvinde fra Polen, der midlertidigt opholdt sig på adressen i bydelen Vejgaard. De pårørende til kvinden er underrettet, og den hendes lig vil snarest blive overført til de pårørende i Polen.

Den anden afdøde, en mand, menes at være en af de formodede gerningsmænd, oplyser politiet.

Mafia-tråde

Mellem fem og otte personer stak af fra stedet efter branden. Den ene med ild i bukserne – bogstavelig talt. De løb ud på Nørre Tranders Vej og gennem et stisystem til en parkeringsplas ved Vejgårds Bibliotek. Her kørte de væk i to mørke personbiler, der ifølge et polsk medie var lejet i en by lidt uden for Gdansk.

Politiet i Danmark formoder, at branden er blevet antændt ved brug af brændbar væske. Blandet andet fordi ilden bredte sig meget hurtigt. Men også fordi en af de flygtende havde ild i tøjet.

Ekstra Bladet referer til polske myndigheder, der siger, at sagen trækker tråde til en verserende konflikt mellem to grupper af kriminelle, der trives med prostitution.

Powered by Labrador CMS