Tømmermænd på kontoen: Sådan får du bedre økonomi

Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Viser bankkontoen røde tal, er der flere måder, hvorpå du både på den korte og lange bane kan spare penge. Se hvad du kan gøre her.

Kassebeholdningen er hos mange danskere lidt mere slunken i januar i forhold til resten af året.

I en ny undersøgelse, lavet af Penge- og Pensionspanelet, svarer 34 procent af danskerne, at januar måned for dem er lig med økonomiske tømmermænd.

Men der er en del lavthængende frugter at plukke, hvis man vil forbedre sin økonomi her og nu. Det forklarer Morten Holm Steinvig, der er projektkoordinator i Penge- og Pensionspanelet.

– Når man sælger noget brugt eller bytter med hinanden, får man anvendt langt flere af de værdier, man har. De penge, der for eksempel kan spares på at bytte tøj med hinanden, dele værktøj med naboen eller sælge et brugt møbel på loftet, kan give luft i budgettet og bedre råd til fornøjelser og opsparing, siger han.

Har man ikke lige noget at sælge ud af, gælder det ifølge Morten Holm Steinvig om at lave om på nogle vaner i hverdagen. Drop eksempelvis købekaffen på vej til arbejde, eller giv dig selv en kortere økonomisk snor.

– Man kan skære ned ved at lave en kontrakt aftale med sig selv om, at man eksempelvis kun må handle for 500 kroner ugentligt, siger han og forklarer, at man kan få hjælp til det ved at tracke sit forbrug via apps.

Eksempelvis har Penge- og Pensionsstyrelsen lavet app’en ‘Lommebudget’. Med den kan man løbende holde overblik over sit forbrug og se hvor mange af ens indkøb, der kan kategoriseres som luksus eller nødvendige, hvilket ifølge Morten Holm Steinvig også kan fungere som en øjenåbner.

De helt store besparelser findes dog på en lidt længere bane, og her er nøgleordet ifølge privatøkonom hos Danske Bank, Las Olsen, ‘overblik’. Ifølge ham er mange danskere nemlig ikke tilstrækkelig klar over, hvad de reelt bruger deres penge på.

– Det er i gennemsnit kun 10 procent af vores forbrug, der foregår i et supermarked, så der kan være nogle store poster andre steder, som vi i virkeligheden bedre kan undvære. Men det kan man kun se, hvis man går i gang med at regne på, hvad man samlet set bruger sine penge på, siger han til Newspaq.

Ifølge Las Olsen fosser der penge ud af danskernes konti til faste udgifter, som man ikke lægger mærke til, fordi “det jo bare bliver trukket over betalingsservice”.

Bruger man virkelig den tv-pakke, man har? Er ens abonnementer de rigtige, eller har man et fitness-kort, man aldrig bruger? Det er ifølge Las Olsen spørgsmål, man som forbruger løbende bør stille sig selv.

Både Las Olsen og Morten Holm Steinvig er dog enige om, at det, der ofte batter aller mest i de danske husholdninger, er en gennemgang af, hvad man betaler i finansielle ydelser.

– Der er især penge at hente ved at kigge på, hvad man betaler i bank- og forsikringsforretninger. Især i forhold til bank kan man spare rigtig mange penge, hvis man ser sig for på bankmarkedet, siger Morten Holm Steinvig til Newspaq.

Sådan sparer du hurtigt penge

– Byt eller sælg ting, du ikke bruger, på Den Blå Avis, Trendsales eller lignende.

– Lån ting som eksempelvis værktøj af naboen.

– Hold styr på dit forbrug via apps som eksempelvis Penge- og Pensionspanelets ‘Lommebudget’.

– Gennemgå dine abonnementer: Står de mål med dine behov?

– Gennemgå dine bank- og forsikringsforretninger. Skal du samle din gæld i én bank, kan du forhandle dig til en lavere rente, eller har dine forsikringsforhold ændret sig?

Newspaq

 

Powered by Labrador CMS