Trækkes tilbage: Stop med at bruge den med det samme

Kan blive overophedet og bryde i brand

Det er flere modeller af populære powerbanks fra firmaet Anker, der nu trækkes tilbage. Har du sådan en så lad være med at bruge den - den kan blive overophedet og kan bryde i brand.
Offentliggjort

Anker, en af verdens største producenter af mobilladere og powerbanker, har annonceret en massiv tilbagekaldelse af over én million powerbanker i Kina, USA og Europa - herunder også i Danmark.

Tilbagekaldelsen omfatter fire specifikke modeller, hvoraf de tre sælges i Danmark.

Det drejer sig om modellerne Anker A1257, Anker A1681 og Anker A1689.

Årsagen til tilbagekaldelsen er et potentielt produktionsproblem med litium-ion-battericeller fra en enkelt leverandør.

Kan bryde i brand

Produktionsfejlen kan udgøre en sikkerhedsrisiko hvor der kan opstå overophedning eller brand. 

Anker opfordrer brugere til straks at stoppe med at bruge de berørte produkter og aflevere dem på en genbrugsstation.

Powered by Labrador CMS