Tre klip på to minutter – nu har han syv

En politikontrol i det vestlige Aarhus gav endnu en gang pote for Østjyllands Politi

Politiet havde travlt i det vestlige Aarhus mandag. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Som ofte før var færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi mandag aften taget til det vestlige Aarhus, hvor de udførte en stor færdselskontrol.

Som ofte før regnede det med sigtelser.

En 20-årig mand “udmærkede” sig i særdeleshed, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Han præsterede på under to minutter at få – klip-klip-klip – tre klip i kørekortet.

Først blev han målt til at køre mindst 96 kilometer i timen på Ringvejen – hvor man må køre 70 – og herefter foretog han to ulovlige overhalinger på samme stykke vej.

Masser af sager

Den 20-årige var ikke den eneste, der havde svært ved at holde sig på måtten.

I tidsrummet 16 til 23 skrev politiet i alt 48 sigtelser til 46 sigtede.

Blandt andet blev en 18-årig mand målt til 91 kilometer i timen på Silkeborgvej, hvor man må køre 50 kilometer i timen, mens en 24-årig mandlig bilist kørte med 136 kilometer i timen på Skanderborgvej, hvor det er tilladt at køre 70 kilometer i timen.

  • 7 kørte over for rødt lys
  • 19 kørte for stærkt, 16 så meget at det gav klip i kørekortet og 2 så meget, at de fik kørekortet betinget frakendt
  • 3 talte i mobiltelefon
  • 2 overhalede ulovligt
  • 4 manglede sikkerhedssele, heraf et barn der ikke var spændt fast
  • 1 17-årig kørte uden ledsager
  • 1 kørte uden førerret. Da det var 4. gang blev hans bil beslaglagt
  • 11 fik sigtelser for øvrige sager som ikke at medbringe kørekort, manglende lygter, ikke at efterkomme anvisninger og lignende.
Powered by Labrador CMS