-Tror ikke på aftale i aften

Det siger formanden for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod

Udgivet Opdateret

Torsdag har været en maratondag i SAS-forhandlingerne. Der er blevet forhandlet siden tidligt på dagen for at nå frem til en aftale, der kan afslutte den strejke, som påvirker tusindvis af passagerer.

Formanden for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, tror ikke, at der lander en aftale med SAS torsdag aften.

Det siger han på vej ud for at få mad under forhandlinger i Stockholm ifølge det norske medie NRK.

- Det må jeg sige, det tror jeg faktisk ikke, at der gør, siger han.

På vej ind igen siger den norske mægler Mats Ruland, som også har spist aftensmad, ifølge mediet VG omkring 20-tiden, at de nu skal "arbejde videre".

- Der er grundlag for at fortsætte forhandlingerne, siger Ruland ifølge mediet, men vil ikke give et bud på, hvor længe forhandlingerne vil vare.

Forhandlet ti timer

I omkring ti timer har parterne siddet ved forhandlingsbordet torsdag.

Tidligere torsdag oplyste SAS, at pilotstrejken indtil videre har kostet flyselskabet op mod 900 millioner kroner.

Strejken har desuden forårsaget mere end 2550 aflysninger af flyvninger. Det har ramt mere end 270.000 passagerer indtil videre.

Strejket i ti dage

Omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden mandag 4. juli.

STOCKHOLM 20220713 Henrik Thyregod er ikke optimistisk torsdag aften.
STOCKHOLM 20220713 Henrik Thyregod er ikke optimistisk torsdag aften.

En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.

Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

SAS er i store økonomiske problemer og arbejder på at få gennemført spareplanen SAS Forward.

Powered by Labrador CMS