Undgå at livsstilsændringen ender i fiasko

Manglende tålmodighed, kortsigtet planlægning og retningsløse kure. To eksperter fortæller her, hvorfor vi ofte mislykkes med at omlægge vores livsstil

Udgivet Opdateret

Mange drømmer om at droppe de dårlige vaner og omlægge livsstilen.

Men nytårsforsættet er det klassiske eksempel på, hvordan de gode intentioner kan fordufte lige så hurtigt, som projektet blev sat i søen.

Det skyldes blandt andet, at vi undervurderer projektets omfang, forklarer Thomas Bredahl, der er idræts- og adfærdsforsker ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

– Adfærdsændringer er noget af det, der er allersværest at arbejde med. Det er indlejrede, gennemlevede og afprøvede vaner og handlinger, siger han.

Der skal mere til end du tror

Derfor kan en livsstilsændring ikke klares med lynkure eller quickfix alene.

– Man kan sagtens gå på kur, motionere og tabe sig nogle kilo de første uger. Men over tid bliver det svært at fastholde, fordi man skal modstå sine gamle vaner og forventningerne fra ens omgangskreds, siger Thomas Bredahl.

Det kan være familien, som stadig forventer sovs til maden eller kage til kaffen – eller det kan være naboen, som insisterende stikker dig en øl over hækken.

At gå hovedkulds på slankekur er heller ikke en holdbar løsning, siger Lars Klingenberg, der er ph.d. ved Institut Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

– Du kan få næsten alle til at tabe sig ved at sætte dem på en pulverkur i en kort periode. Det er faktisk relativt nemt. Men du kan ikke leve på en pulverkur eller i energiunderskud i ret lang tid og slet ikke resten af dit liv, siger han.

Ændringer skal vare ved

Derfor er det vigtigt, at du arbejder benhårdt på at adressere, hvad der førte til vægtøgningen, hvorfor lasterne er opstået – og hvorfor du lever, som du gør, forklarer Lars Klingenberg.

– Det er her, det ofte går galt. For hvis folk falder tilbage i deres gamle spisemønstre, når kuren er færdig, så starter det hele forfra, siger han.

Her er det vigtigt, at du går ydmygt til opgaven og laver gradvise ændringer, du kan holde på sigt, tilføjer Thomas Bredahl.

– Man skal sætte realistiske, gradvise og attraktive delmål, hvor man kan se, at man rykker sig og får følelsen af succes, siger han.

Forskning viser nemlig, at følelsen af succes og kompetence understøtter motivationen.

– Så det er ikke et sisyfosarbejde eller en opgave, som aldrig kan løses. Du kan godt lykkes med at omlægge din livsstil, hvis du gør dit forarbejde, siger Thomas Bredahl.

Powered by Labrador CMS