Undgå denne fejl når du køber bil

Fejlen kan blive dyr for dig på flere måder

Det er vigtigt for både køber og sælger, at bilen bliver omregistreret korrekt. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Hvis du køber en bil brugt via en privat sælger, er det bedst for alle parter, hvis bilen bliver omregistreret på stedet, mens man gennemfører handlen. Sådan er rådet fra eksempelvis FDM, og faktisk er det noget, køber og sælger kan klare med to smartphones og lidt tålmodighed.

– FDM anbefaler, at man sørger for, at omregistering sker med det samme, siger Casper Schad, advokat hos FDM, til Newsbreak.

I den forbindelse nævner han smartphoneapplikationen “Ejerskifte,” der er lavet til, at private kan omregistrere biler ved køb og salg.

Derfor er det vigtigt

Men hvorfor er det, at det er så vigtigt for både køber og sælger at få bilen omregistreret korrekt hurtigst muligt?

Det er det, fordi sælgeren af bilen risikerer et mareridtsscenarie, hvis køberen helt undlader at omregistrere bilen efter salget.

Bliver bilen ikke omregistreret, forbliver sælgeren med at stå som ejer i de offentlige registre. Indtil den 31. december 2020 var det endda sådan, at køberen af bilen havde tre uger til at omregistrere bilen, en frist der siden den 1. januar 2021 har lydt på fire dage, og ikke tre uger.

Problemer for sælger

De fire dages frist betyder til gengæld også, at der stadig er en periode, hvor bilens sælger risikerer at modtage en fartbøde, bilens nye ejer har kørt sig til, fordi bilen ikke er omregistreret. Når de fire dage er gået, kan sælger kontakte Motorstyrelsen og blive afmeldt som ejer af køretøjet.

Når sælger kontakter Motorstyrelsen, skal vedkommende fremvise en slutseddel, der dokumenterer, hvem det er, der har købt bilen. På den måde kan bilens sælger sørge for, at bilens køber bliver koblet på bilen som primær fører, og det er her, bilens nye ejer risikerer at komme i problemer, hvis bilen ikke er omregistreret.

Problemer for køber

Hvis du vælger at omregistrere en bil via applikationen Ejerskifte, skal bilens køber betale et gebyr og vælge en forsikring, for at omregisteringen kan blive gennemført.

Sker det ikke, og ender bilens tidligere ejer med dels at afmelde sig selv som ejer af bilen og dels med at fortælle Motorstyrelsen, hvem bilens nye ejer er, risikerer bilens nye ejer at havne i problemer.

Sagen er den, at en bil skal have en ansvarsforsikring for at kunne blive kørt lovlig i Danmark, og det kan koste dig både bøder og dagsgebyrer, hvis det ikke sker.

Bøder og gebyrer

Hvis du køber en brugt bil privat, undlader at omregistrere den, og sælgeren sidenhen afmelder sig selv som fører af køretøjet, og dermed informerer Motorstyrelsen om, at du er bilens nye ejer, risikerer du en bøde ved et møde med politiet.

Bøden lyder på 1000 kroner, bilens plader bliver klippet, men hvis du har kørt i bilen, mens du har været registreret som ejer af den, uden at bilen har haft en ansvarsforsikring, er det ikke den eneste udgift, du står med.

Som Newsbreak.dk tidligere har fortalt, har Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) siden 2019 administreret loven om, at alle, der ikke har en ansvarsforsikring på et indregistreret motorkøretøj, skal pålægges et såkaldt dagsgebyr.

Det gebyr er på 250 kroner, og DFIM begynder at sende dagsgebyret ud i det, DFIM opdager, at du ejer et køretøj uden den lovpligtige ansvarsforsikring.

Tusindvis af gebyrer

Ved udgangen af december 2020 fandtes der i Danmark 10.930 motorkøretøjer i Danmark, der var omfattet af dette forhold, herunder 4193 personbiler.

Antallet af motorkøretøjer uden ansvarsforsikring er faldet fra 50.000 i 2018 til godt 11.000 ved udgangen af 2020, men hver eneste gang, en bil bliver solgt, uden at den bliver omregistreret og dermed tilknyttet en ansvarsforsikring, begynder DFIM at sende dagsgebyrer ud.

DFIM sender et dagsgebyr ud for hver dag, der går, uden at et registreret køretøj har en ansvarsforsikring, og så længe du har et udestående med DFIM, kan du i øvrigt ikke købe en ansvarsforsikring til din bil.

Derfor er det bedst for både køber og sælger, at I omregistrerer bilen, når I alligevel underskriver en slutseddel sammen.

Powered by Labrador CMS