Ups: Dansk ambulance brugt til indkøbstur til Tyskland

Arkivfoto: Elo Christoffersen.
Udgivet Opdateret

En ambulance, der egentlig burde køre rundt med syge folk, eller folk, der har været impliceret i en trafikulykke, blev søndag spottet på den anden side af den dansk-tyske grænse ved grænsebutikken Poetzsch.

Her brugte to Falck-reddere ifølge en af BT‘s læsere søndagen på at gøre billige indkøb – og slæbte derefter alle herlighederne ind i ambulancen for at køre det hjem igen til Danmark.

BT har fået billeder af læseren, som også citeres for nogle af de ting, som ambulanceredderne har talt om i køen i grænsehandlen:

– Bag ved os i køen til kassen stod en mand i Falckuniform med en vogn fyldt med sodavand. Kort efter kom hans kollega også og sagde noget i retning af »det var da godt nok meget, du skulle have«. Så det lød som om, at det var til privat brug, siger Trine, der handlede ind i grænsebutikken sammen med sin mand.

Over for BT bekræfter Falck, at der er tale om en af deres ambulancer.

– Vi har ikke identificeret de to personer på billedet, men vi ser ganske alvorligt på det her. Derfor har vi sat en undersøgelse i gang for at finde de involverede. Samtidig bliver det præciseret over for alle vores medarbejdere, at det ikke er sådan, vi bruger vores køretøjer, siger Hans Nielsen, ambulancechef i Falck Region Syddanmark, til BT.

Powered by Labrador CMS