V tror på enighed med K om udlændinge

Newspaq
Udgivet Opdateret

Integrationsordfører er positiv over for konservativt udlændingeudspil trods uenighed om beløbsgrænser.

Venstre tror på, at man kan finde fælles fodslag med Konservative om en fremtidig udlændingepolitik, efter at sidstnævnte fredag har fremlagt et nyt udspil på området.

– Vi er enige om, at der skal en strammere udlændingepolitik til på den ene side, men at Danmark på den anden side har brug for at få tilført den nødvendige arbejdskraft udefra, siger integrationsordfører Martin Geertsen (V) til Ritzau.

Konservative foreslår, at man sænker lønkravet til udlændinge, der ønsker at arbejde i Danmark fra de nuværende 375.000 kroner om året til 315.000 kroner.

Venstre mener derimod, at grænsen skal hæves til 400.000 samtidig med, at man indfører en ny grænse på 215.000 kroner for indvandrere fra lande, hvor befolkningen vurderes at være lettere at integrere i det danske samfund.

– Der er marginale forskelle på, hvordan man vil gøre tingene, men målet er vi enige om, mener Martin Geertsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS