-Væn dig til køerne

Østjyderne kan godt vænne sig til, at køerne hos de travle kvikteststeder fortsætter

Samfundet genåbner, men testkapaciteten er den samme. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland.

Torsdag skal en stor del af det danske samfund igen kunne åbne, har et politisk flertal på Christiansborg bestemt.

Det betyder blandt andet, at alle elever i grundskolen kan komme tilbage på skolebænken på fuld tid, og at fitnesscentre, biografer og spillesteder igen kan slå dørene op.

En stor del af aktiviteterne kræver dog friske coronatests, og det kan betyde et øget pres på teststederne i Østjylland.

Flere kvikteststeder især i de større, østjyske byer har oplevet tilbagevendende lange køer, men denne uges øgede genåbning har ikke umiddelbart fået Region Midtjylland til at ændre eller opgradere kviktestindsatsen, som aftales i samarbejde med testudbyderen Falck. Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

– Vi kan hurtigt mande op, men det er vigtigt at huske på, at de elever, der nu kommer tilbage i skole, allerede bliver testet på deres skoler. Genåbningen af skolerne påvirker altså ikke direkte den overordnede testkapacitet, siger lægefaglig direktør ved Præhospitalet Per Sabro Nielsen, der er ansvarlig for testindsatsen i Region Midtjylland.

Han vil dog fortsat overvåge situationen på teststederne med henblik på at flytte mandskab og udstyr derhen, hvor der er brug for det.

PCR kører for fuld damp

Lige nu testes der basalt set på to måder: PCR-testen, der tages i svælget og giver et svar inden for cirka ét døgn, og kviktesten, der tages i næseboret og giver et svar efter cirka en halv time.

– PCR-tests kører ved hjælp af tidsbestillinger, og i øjeblikket ligger vi omkring det maksimale niveau på cirka 36.000 daglige tests – i weekenden lidt mindre, fortæller Per Sabro Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Men hvor PCR-testindsatsen allerede kører for fuld damp, er der stadig kapacitet til flere kviktests.

– De daglige kviktests er steget fra under 30.000 til nu 30-40.000, men vores samlede kapacitet er 80-90.000 tests per dag, fortæller han.

Det er altså kvikteststederne, der i første omgang kan tage sig af det øgede pres, der kan komme som følge af den kommende genåbning.

Der er ifølge Per Sabro Nielsen i øjeblikket 105 forskellige kvikteststeder i Region Midtjylland, og det er muligt, at der kommer flere til. Indtil da kan det være en god ide at tage ud til de mindre teststeder.

– Der kan sagtes komme flere kvikteststeder, men vi har en ret stabil geografi. Borgere, der får brug for en test, kan hele tiden holde sig orienteret på deres kommunes og regionens hjemmesider, siger han.

Det aktuelle mønster ved teststederne viser ifølge Per Sabro Nielsen, at travlheden topper i morgentimerne fra klokken 7 til 9 samt i de sene eftermiddagstimer mellem 15:30 og 17:30. Uden for disse perioder skulle det dog være muligt at komme relativt hurtigt til.

Powered by Labrador CMS