Verdensberømt juvelérkunst fra kongefamiliens private hjem

Torsdag 12. maj åbner Museet på Koldinghus særudstillingen ”Fabergé. Zarens hofjuvelér og forbindelsen til den danske kongefamilie”. Her præsenteres for første gang nogensinde i en samlet udstilling de Fabergé-genstande, som tilhører det danske kongehus.

Udstillingen åbnes den 12. maj af Prinsesse Benedikte. Foto: Torben Djenner (Arkivfoto)
Udstillingen åbnes den 12. maj af Prinsesse Benedikte. Foto: Torben Djenner (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Carl Fabergé (1846-1920) var hofjuvelér for den russiske zarfamilie og mest kendt for de ekstravagante, diamantbesatte påskeæg, som han fremstillede og leverede til zarfamilien i årene 1885 og frem til den russiske revolution i 1917. Det første kejserlige æg af Fabergé var inspireret af et ældre guldæg, som den russiske zar havde givet til sin danskfødte hustru, kejserinden Dagmar.

Udstillingen på Koldinghus præsenterer 100 genstande udlånt af medlemmer af den danske kongefamilie, som via sine familiære bånd til den russiske zarfamilie har arvet adskillige Fabergé-værker. Her findes både smykkeæg, brevknive og store champagnekølere, men ingen af de kejserlige æg. Værkerne har kun sjældent været vist for offentligheden, da de er privatejet og stadig bruges af kongefamiliens medlemmer.

Fabergé-værkstedets virke resulterede i langt mere end de berømte påskeæg. Fabergé evnede at gribe tidens smag og med sin sans for detaljen, sin opfindsomhed og finurlige kreativitet omdannede han de kongelige og kejserlige dagligstuer til eventyrlige skatkamre.  Cigarettændere fik små naturtro hjortehove og mavebælter med rubiner og diamanter, mens billedrammer til familiefotos blev omkranset af farverig emalje og bladværk af sølv og guld.

Udstilling i tre afsnit

Udstillingen er delt i tre afsnit. Det første fokuserer på Fabergés juvelérkunst med eksempler på både brugsgenstande og kunstgenstande, såsom små æsker, cigaretetuier og pennebakker i halv- og helædelstene med guldindfattede diamanter og rubiner. Det andet afsnit præsenterer de store officielle værker, der blev skabt af Fabergé og skænket til forskellige medlemmer af det danske kongehus i forbindelse med kroninger, jubilæer eller kongelige bryllupper.

Her ses bl.a. en stor forgyldt champagnekøler, som var en guldbryllupsgave til Christian IX og Dronning Louise i 1892 – 100 år senere var den i brug igen til vores nuværende regentpars sølvbryllup. I det tredje afsnit fokuseres på de nære relationer og de private gaver som smykker og rammer, som med et indsat familiefoto blev en helt personlig gave til at fastholde fælles minder.

En introducerende film og en animeret slægtstavle formidler historien om de personlige og nære bånd mellem to beslægtede familier og udstillingens gæster får mulighed for at sætte sig selv og familien ind i en Fabergé-ramme.

De udstillede værker er udlånt af Dronning Margrethe II, Prins Henrik, Prinsesse Benedikte,  Dronning Anne-Marie, Prinsesse Elisabeth, Grev Ingolf og Grevinde Sussie af Rosenborg, Det Kongelige Løsørefideikommis, Den Kongelige Livgardes Officerkorps Fond, Kongernes Samlinger Amalienborg samt Cartier Collection i Paris.

Udstillingen åbnes den 12. maj af Prinsesse Benedikte og under overværelse af Hertuginde Donata zu Mecklenburg von Solodkoff og Mr. Alexander von Solodkoff, Grev Ingolf og Grevinde Sussie og Prinsesse Elisabeth.

Powered by Labrador CMS